Mathias Norsgaard kan endelig sætte flueben ud for en milepæl i sin karriere.

For mandag gjorde den 23-årige cykelrytter nemlig comeback i et professionelt cykelløb, som han har måttet nøjes med at kigge misundeligt på de seneste otte måneder.

Stortalentet fik dermed endelig debut for storholdet Movistar i det italienske cykelløb Grande Trittico Lombardo.

Det har været en lang og ekstrem svær kamp for den unge dansker at komme tilbage fra sin skrækskade. Det lægger han absolut heller ikke skjul på, da B.T. taler med ham efter løbet.

22-årige Mathias Norsgaard.
22-årige Mathias Norsgaard. Foto: Rasmus Laurvig / Byrd
Vis mere

»Det var en kæmpe forløsning, men jeg ville sådan ønske, at jeg havde fået debut i et miljø, hvor mine nærmeste havde kunnet være der. Jeg følte, jeg stod med noget kæmpestort helt alene,« lyder det fra en tydelig rørt Mathias Norsgaard, da han sidder i holdbussen.

Ordene kommer på bagkant af et mareridtsagtigt forløb, som han selv beskriver det, der startede en skæbnesvanger decemberdag sidste år.

Her blev han kørt ned under en træningstur tæt på hjemmet i Girona, Spanien. Kun et par uger efter at have skrevet en toårig kontrakt med det spanske storhold.

Han brækkede skinnebenet i ulykken, og foran ham lå flere måneder med operationer, konstante smerter, tilbageslag og uendelige mængder modgang.

»Det har været vanvittig hårdt. Når jeg ser tilbage på det, har jeg sgu stadig svært ved at acceptere det, der er sket. Jeg føler, at jeg hele tiden har lyst til at gå tilbage i tiden for at ændre på nogle ting,« forklarer Mathias Norsgaard og fortsætter:

»På en eller anden måde er jeg flov over det, der er sket undervejs i genoptræningen. Og det er mærkeligt at have det sådan, men der var bare så mange ting, jeg skulle have gjort anderledes i hele forløbet.«

Et forløb, der startede på et hospital i Spanien, inden han blev fløjet hjem til Danmark for at modtage en behandling, som han selv mente var den bedste, han kunne få.

»Jeg afskyr den arrogance, som jeg havde dengang, hvor jeg troede, det spanske sundhedsvæsen skulle være dårligere end det danske,« lyder det fra den unge cykelrytter.

Mathias Norsgaard viser benet frem, som han fik smadret under sin træningsulykke i december 2019.
Mathias Norsgaard viser benet frem, som han fik smadret under sin træningsulykke i december 2019. Foto: Rasmus Laurvig / Byrd
Vis mere

Det betød, at han måtte igennem lange ventetider, bøvl med forsikringsselskabet, en smertefuld flyvetur, operationsvanskeligheder, søvnløse nætter og et kompartmentsyndrom, som kun rammer cirka en ud af 10 og er ekstremt smertefuldt.

Syndromet gjorde, at lægmusklen hævede gevaldigt op i det brækkede underben, og derfor lå han med åbent skinneben i 10 dage på Regionshospitalet i Viborg.

Det resulterede i en vanskelig start på genoptræningsforløbet, inden han først efter næsten tre måneder kunne sætte sig op på cyklen for at rulle ud på de danske landeveje for første gang siden december.

Her var B.T. i øvrigt med, og den oplevelse kan du læse meget mere om HER.

Siden da oplevede Mathias Norsgaard at blive sat voldsomt tilbage i sin genoptræning, da coronakrisen satte ind i marts. Dengang viste scanningerne, at det brækkede ben ikke helede som planlagt.

Det var et hårdt slag for den unge dansker, der gjorde ham både chokeret og depressiv, og som efterfølgende tvang ham til tage en pause fra hele forløbet.

»Det har været en kæmpe belastning. Jeg nåede også bare en grænse for, hvor mange gange jeg kan tåle at høre: 'Du kommer tilbage endnu stærkere',« lyder det fra Movistar-rytteren, der har haft sværest ved at bearbejde forløbet mentalt:

»Det er så udmattende at være en del af en sport, som du lever af, for så derefter se den smuldre for øjnene af dig.«

Movistar-rytteren i Brædstrup, Jylland, i februar, hvor B.T. var med på første træningstur efter den voldsomme ulykke i Girona, Spanien.
Movistar-rytteren i Brædstrup, Jylland, i februar, hvor B.T. var med på første træningstur efter den voldsomme ulykke i Girona, Spanien. Foto: Rasmus Laurvig / Byrd
Vis mere

Men i løbet af de sidste tre måneder fandt Mathias Norsgaard dog en fornyet motivation for at komme endnu stærkere tilbage, og med en stærk slutspurt på genoptræningsforløbet trak han mandag for første gang Movistar-trøjen over hovedet.

Dermed kan han se tilbage på et forløb, han er kommet styrket ud af, hvis han selv skal sige det:

»Jeg ved, at jeg kan køre mig i form på to måneder, uanset hvor galt det ser ud, og så har jeg via bitter erfaring lært, at det hele nok skal gå i sidste ende.«

Mathias Norsgaard udgik mandag efter 175 km i et løb, der bød på voldsomme vejrforhold.

Efter planen skal den unge dansker allerede i aktion igen onsdag, når cykelløbet Milano-Torino køres i Italien.