Pludselig sad han der. I finalen i en belgisk semiklassiker. Omgivet af store ryttere, der nervøst skævede mod den unge dansker, der - som var han en bundrutineret landevejsrotte - konsekvent udgjorde bagdelen af den fem mand store udbrudsgruppe.

Og da 22-årige Mads Pedersen (Trek-Segafredo) med halvanden kilometer tilbage af onsdagens Dwars door Vlaanderen satte angrebet ind, turde stjerner som Edvald Boasson Hagen (Dimension Data) og Sep Vanmarcke (Cannondale) ikke andet end at sætte efter danskeren. Efter angrebet fra den 22-årige Lejre-dreng slog Yves Lampaert (Quickstep) kontra og sikrede sig sejren for andet år i træk.

Men selvom det endte med en beskeden femteplads, fik Mads Pedersen vist potentialet - og vist, hvad danske cykelfans har i vente. En mand til de store sejre.

»Han bliver helt sikkert en rytter, der kommer til at spille en stor rolle i de store forårsklassikere. Det er jeg ret overbevist om,« siger Mads Pedersens danske sportsdirektør på Trek-Segafredo, Kim Andersen, til BT dagen derpå.

»Potentialet er kæmpestort. Det er der ingen tvivl om. Jeg tror, at han med tiden vil være en rytter, der kommer til at køre med om de store sejre. Vi skal bare give ham tid, for han er stadig meget ung. Normalt topper man først omkring de 28 år, men jeg tror, at Mads kommer til at være lidt tidligere på den - giv ham to-tre år mere, så er han ved at være der.«

Selvom at forventningerne til Mads Pedersen, der er regerende dansk mester i linjeløb, er enorme, har Kim Andersen op til sæsonen forsøgt at tale dem lidt ned. Hvilket har vist sig at være særdeles svært.

»Op til sæsonen har jeg forsøgt at mane forventningerne lidt til jorden, for det andet år som professionel cykelrytter kan være svært - Mads havde jo et fantastisk debutår. Så jeg har forsøgt at dæmpe forventningerne lidt, men det har der vist sig ikke at være nogen grund til.  Han viste allerede i Herald Sun Tour i Australien, at der ikke ville være tegn på andetårs-problemer, og han sluttede også Tirreno-Adriatico flot af,« fortæller den danske sportsdirektør.

På søndag venter den næste store udfordring for Mads Pedersen, når 'monumentet' Flandern Rundt venter. Og det er - måske - lige en stor nok mundfuld for så ung en rytter, vurderer Kim Andersen.

»Dwars door Vlaanderen var et løb med en distance, der passer godt til den alder, Mads har. Det kan godt være, at det bliver lidt sværere for ham i Flandern Rundt, selvom han er meget udholdende og har en stor motor. Men altså, der venter 250 vilde kilometer søndag, og det er noget, man som rytter lige skal vænne sig til.«

Mads Pedersens stærke kørsel så langt i sæsonen gør ham også til en kandidat til årets Tour de France-trup - selvom der langt fra er truffet en beslutning.

»Det er stadig et åbent spørgsmål. Det er ikke umuligt, omvendt er det heller ikke en nødvendighed, at han skal med til Touren. Men det er klart, at han er en god rytter, som vil kunne bruges til mange ting i en Tour, som den i år. Nu kører vi lige klassikerne, og så ser vi på Touren derefter,« siger Kim Andersen.