Mareridt, angst og en mistet lyst til at leve.

Den danske cykelrytter Mathias Norsgaard har haft en lang og svær periode, efter han på en træningstur blev kørt ned og sendt på hospitalet i næsten fire uger med et ben, der var brækket flere steder.

Den 22-årige danske rytter har nemlig svært ved at slippe de mange tanker, der kører rundt i hovedet, efter han blev frontalt kørt ned den 5. december.

»Heldigvis har jeg ikke mareridt mere. Men jeg har haft nogle meget, meget hårde nætter. Specielt på sygehuset, hvor jeg jo næsten ikke har sovet i tre uger. For hver gang jeg ser det der styrt, så vågner jeg igen,« fortæller stortalentet i et interview med TV 2 Sport.

Mathias Norsgaard var allerede før jul i gang med genoptræningen.
Mathias Norsgaard var allerede før jul i gang med genoptræningen. Foto: Privatfoto
Vis mere

Det voldsomme styrt skete blot 10 dage efter, at det 22-årige stortalent skrev under med World Tour-holdet Movistar og dermed stod over for sit professionelle gennembrud.

På hospitalet i Spanien havde Norsgaard faktisk svært ved at overskue noget som helst. Det fik ham blandt andet til at slukke sin telefon i en uge, fordi han ikke kunne holde ud at være i kontakt med nogen.

»Normalt finder jeg også stor glæde i at læse og så videre, og jeg havde masser af bøger med på sygehuset, men jeg kunne bare ikke. Altså, jeg mistede nærmest lysten til at leve på et eller andet punkt. Heldigvis kun i et par uger, men det virkede bare sindssygt uoverskueligt,« fortæller han.

Det var da også lige præcis det indtryk, som Mathias Norsgaard efterlod, da B.T. fangede ham fra hospitalssengen i starten af december.

Sådan så Mathias Norsgaards ben ud inden den første operation.
Sådan så Mathias Norsgaards ben ud inden den første operation.
Vis mere

»Det er meget deprimerende, og jeg har ikke lyst til at få besøg af nogen hernede. Det ser sort ud lige nu,« lød det fra en tydelig påvirket Mathias Norsgaard i Girona.

I dag er Mathias Norsgaard i bedring hjemme hos sin far i Silkeborg, men er stadig på krykker, mens han også går rundt med en særlig støttesok. Og selvom der er røget omkring 10 kilo muskler af kroppen, så er rytteren i bedring.

Han tror og håber således på at kunne være tilbage i slutningen af januar eller starten af februar.

Mathias Norsgaard har kontakt med Movistar de næste to år.