Det er efterhånden otte uger siden, at Mathias Norsgaard røg ind i en skrækulykke.
Under et træningspas i starten af december sidste år blev han kørt ned af en bil tæt ved hjemmet i det nordøstlige Spanien, og det resulterede blandt andet i et brækket ben.
Det hele skete, netop som det 22-årige cykeltalent stod på tærsklen til sit helt store internationale gennembrud på dette års World Tour efter at have skrevet en toårig kontrakt med det spanske storhold Movistar.
En uge efter ulykken blev den unge dansker opereret, og her syv uger efter operationen gør Mathias Norsgaard nu status på sin Twitter-profil, hvor han netop har delt et voldsomt røntgenbillede af sit brækkede ben, der ikke umiddelbart ligner noget, som er i bedring. (Du kan se billedet nederst i artiklen)
»Efter syv uger. Benet ligner lort, men lægerne siger, det ser godt ud,« skriver Norsgaard i opslaget, mens han fortsætter:
»Jeg skal bruge et par uger mere på min hometrainer (motionscykel, red.), men jeg er bare glad for at kunne få pulsen op.«
Hele forløbet efter Mathias Norsgaards ulykke har været lettere kaotisk for den unge dansker. Det startede med en indlæggelse tæt på hjemmet i Girona, hvor han lå og ventede på et fly, der kunne få ham til Danmark for at blive opereret.
Dernæst måtte han vente yderligere tre dage, før han røg på operationsbordet hjemme i Danmark.
Operationen varede hele fem timer, og efterfølgende fik den unge dansker konstateret kompartmentsyndrom i det brækkede underben, som gjorde, at lægmusklen hævede gevaldigt op. Det betød, at han måtte ligge med åbent skinneben i 10 dage.
Noget, som den unge dansker tidligere har beskrevet over for B.T. som et ulideligt lavpunkt i karrieren.
Mathias Norsgaard var inden ulykken tiltænkt en vigtig rolle i forårsklassikerne, og cykeltalentet har da også tidligere fortalt, at han sigter efter at være tilbage i fuld vigør på cyklen i slutningen af april.
Den 22-årige dansker blev forrige år nummer tre ved U23-VM i enkeltstart.