Michael Mørkøv kunne tirsdag atter stå på den øverste skammel. Den 32-årige dansker vandt det københavnske 6-dagesløb for syvende gang. Det gjorde han som den ene halvdel i par nummer 7 sammen med sin belgiske kollega, Kenny De Ketele.

»Det betyder meget for mig. Det er et side-gesjæft i forhold til det, jeg laver på landevejen. Men 6-dagsløbet har en helt speciel plads i mit cykelhjerte,« siger Michael Mørkøv i et interview til BT.

Udover glæden har den store sejr i Ballerup Super Arena også givet den danske stjernerytter mod på mere. Nu er han kun en enkelt sejr væk fra at skrive dansk cykelhistorie. Dermed kan han tangere rekorden på otte sejre sat af den australske legende Danny Clark.

»Jeg synes, der var langt til otte, da jeg vandt sidste år og kom op på seks sejre. Men nu har jeg syv sejre, og så mangler jeg jo bare en enkelt. Derfor er det helt sikkert noget, jeg vil prøve at gå efter de kommende år,« siger Michael Mørkøv.

Michael Mørkøv vil meget gerne gentage succesen med Kenny De Ketele, som han kalder for  “Europas bedste 6-dagsrytter”. Han beskriver sin belgiske kollega som “seriøs og motiveret” samt deres samarbejde som “fortrinligt.” Men allerhelst så han en dansker ved sine side.

»For det første kører vi i dannebrogstrøjer, for det andet er der en masse sponsorpleje og mediedækning omkring løbet, som fungerer bedre, hvis man er to danske ryttere,« siger Michael Mørkøv og fortsætter:

»Danmark har rigeligt med kvalitet til at stille op med et stærkt dansk par, hvis ellers folk er ledige, når 6-dagsløbet skal køres. Jeg vil helt klart foretrække at køre med en dansker. Men hvis det ikke kan lade sig gøre, så kører jeg gerne en gang mere med Kenny.«

Michael Mørkøv vil ikke udelukke, at han en dag danner par nummer syv med sin lillebror, den ligeledes professionelle cykelrytter Jesper Mørkøv, der vandt 6-dagsløbet for to år siden. Men lige nu er der andre navne at foretrække.

»Der er Lasse Norman. Men der er også de helt unge ryttere som Casper Pedersen og Niklas Larsen. Det er nogle af dem, som forhåbentlig kører som par nummer 7 fremover. Jeg kunne rigtig godt tænke mig at få de unge fyre ved min side og lære dem op i par nummer syv.«