Han er blevet udråbt til en 'kommende verdensmester.'

Han er blevet kaldt for 'historisk,' for en, der har 'bøjet reglerne' og Rolf Sørensen har kaldt ham for en af de fem største favoritter til VM.

Men hvor meget tror han egentlig selv på det?

»Jeg ved ikke, hvor meget jeg tror på, at jeg lige vinder. Men jeg tror på, at jeg kan vinde,« siger brandvarme Magnus Cort.

EF Education-Nippo-danskeren er udtaget til VM efter en mindeværdig Vuelta a España, hvor han sejrede i hele tre etaper.

Det har fået rigtig mange til at placere Magnus Cort blandt toppen af favorithierarkiet ved VM i Belgien, når mændene skal i aktion denne søndag.

»Det er ikke sådan, at jeg tænker, at der skal ske et eller andet vanvittigt scenario, før jeg kan vinde. Det ville ikke være mærkeligt eller utænkeligt, at jeg vinder, eller at en af os fem sidder med armene oppe på søndag.«

Det danske herrelandshold stiller med et historisk stærkt hold med hele fem guldbejlere: Kasper Asgreen og Mikkel Honoré fra Deceuninck-Quick-Step, Magnus Cort og Michael Valgren fra EF Education-Nippo og Mads Pedersen fra Trek-Segafredo.

Magnus Cort kunne knap nok få armene ned i løbet af Vueltaen.
Magnus Cort kunne knap nok få armene ned i løbet af Vueltaen. Foto: MIGUEL RIOPA
Vis mere

Gruppen suppleres af de tre hjælperyttere Andreas Kron (Lotto Soudal), Mads Würtz Schmidt (Israel Start-Up Nation) og Mikkel Bjerg (UAE-Team Emirates).

Men den, der ser ud til at være de største forventninger til fra offentligheden, pressen og eksperter er Cort.

»Især under Vueltaen var der folk fra forskellige medier, der nærmest udråbte mig til storfavorit. Det kan jeg jo ikke gøre så meget ved.«

Storfavorit ser han dog ikke sig selv som. Selvom han tror på det.

Uden at lade sig rive med af de mange superlativer.

»Det var nok mest, da jeg var yngre. Der kunne jeg godt blive mere nervøs af det. Det er klart, at det her er det ultimative, men når man sidder i det, virker det bare som endnu et trin op, og så vænner man sig til det,« forklarer Magnus Cort.

»Hvis folk så siger, at jeg er storfavorit til at blive verdensmester, så fortæller jeg dem, at jeg er glad for det, og så tænker jeg egentlig ikke så meget over det,« forklarer han og bryder ud i latter.

Han er dog klar over det enorme fokus, der følger med hans helt suveræne kørsel til Vuelta a España.

Og han er da ikke bleg for at erkende, at han ikke lige havde regnet med det.

»Det har været fantastisk. Det var ud over alle forventninger, og jeg havde slet ikke turde drømme om det. Man håber på en etapesejr, så drømmer man om to, men tre havde jeg slet ikke fantaseret om.«

Cykeldanmark var nær kogepunktet under det tre uger lange etapeløb, og Magnus Cort har da også erkendt, at det væltede ind med tilbud i takt med den enorme succes.

Selvom ekstasen til en vis grad smitter, og EF Education-Nippo-rytteren for altid vil huske de magiske dage, så var han ikke selv helt ligeså meget oppe at køre, da han sad i det, forklarer han.

»Man er nok lidt mindre opstemt, end folk udefra tænker. Dels fordi man er i det, og man er også så træt. Så der er ikke plads til så mange vilde følelser,« siger bornholmeren.

»Det var nogle vilde dage. Og et vildt løb for mig personligt.«

Slaget om titlen som verdensmester går i gang søndag klokken 10.25 i Antwerpen.

Derefter venter der rytterne 267 kilometer indtil målstregen i Leuven.