Lyt til artiklen

Det skulle have været det mest mindeværdige Tour de France i Kasper Asgreens karriere.

Til at starte med gik det sådan set fint, men som dagene og timerne gik, udviklede det sig mere og mere til et mareridt.

Indtil den danske stjerne måtte udgå grundet sine voldsomme skader – kun dage efter den historiske Tour de France-start i Danmark.

»Det er klart, at man bliver nødt til at finde noget positivt i en lortesituation. Jeg var glad for at opleve Touren i Danmark. Det ville være løgn at sige andet,« siger Kasper Asgreen til B.T., inden der selvfølgelig kommer et 'men' – som vi kommer tilbage til.

Kasper Asgreen måtte for første gang i karrieren udgå af Tour de France.
Kasper Asgreen måtte for første gang i karrieren udgå af Tour de France. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Den 27-årige koldingenser var udsat for et voldsomt styrt kort inden Tour de France, da han deltog i løbet Schweiz Rundt.

Her fik han blandt andet et dybt sår i det ene knæ, som skulle syes. Rytteren havde dog en tro på, at han ville kunne køre sig i form under Tour de France. Undervejs mistede han i stedet muskelmasse dag for dag, indtil han til sidst var så svag, at han måtte udgå.

Alligevel fortryder han ikke, at han stillede til start ved Tour de France.

»Alt tydede på, at det gik bedre og bedre. Ser man tilbage på det, ville jeg hellere have undværet det og fået styr på kroppen. Nej, jeg fortryder det ikke, men hvis jeg havde haft den viden, jeg har nu, havde jeg nok valgt anderledes.«

Siden er det kommet frem, at Kasper Asgreen har udviklet et træthedssyndrom, som betyder, at hans krop ikke kan holde til særlig meget belastning. Derfor er hans sæson overstået.

Det er her, vi kommer tilbage til det 'men' fra starten i artiklen. For i bagklogskabens lys ville Quick-Step-rytteren have valgt den historiske Tour-start fra.

»Men jeg ville stadigvæk hellere have kørt Vueltaen for fuld smadder end at udgå af Touren. Nu er det bare sådan, det engang er. Jeg tager det med, og det ville være dumt slet ikke at tage noget som helst positivt med fra Touren,« mener Kasper Asgreen.

Fredag starter sæsonens tredje og sidste store etapeløb, Vuelta a España. Et løb, koldingenseren hellere ville have prioriteret frem for at køre Touren i den tilstand, han endte med at være i.

»Det er jo altid svært at spå om fremtiden. Generelt fortryder jeg ikke, når jeg har taget et valg. Det er jo taget ud fra nogle forudsætninger på det tidspunkt, hvor det blev truffet,« forklarer Asgreen.

»Men klart ville jeg hellere køre Vuelta for fuld damp og droppe Touren, end som jeg gjorde nu og udgik fra Touren efter otte dage.«

Du kan læse et større interview med Kasper Asgreen om hans hårde sæson i weekenden på bt.dk.