Cykeltalentet Emma Norsgaard fortsætter sine gode takter efter skiftet til Movistar på kvindernes World Tour.
Torsdag leverede den regerende danmarksmester et nyt topresultat, da hun besatte andenpladsen i det belgiske endagsløb Oxyclean Classic Brugge-De Panne.
Det var australieren Grace Brown, der kørte først over målstregen syv sekunder foran en mindre forfølgergruppe. Her vandt Norsgaard spurten og kom altså i mål som nummer to.
Også Julie Leth var helt med fremme og blev noteret for en tiendeplads, yderligere fem sekunder efter.
Emma Norsgaard har i denne sæson haft syv løbsdage og har kørt sig til fire andenpladser. Hun er ikke sluttet dårligere end nummer 11 i et løb siden overgangen til Movistar.
/ritzau/