Cecilie Uttrup Ludwig kørte sig til en flot tiendeplads på kvindernes VM-enkeltstart, hvor Holland dominerede.

Bergen. Cecilie Uttrup Ludwig levede op til egne forventninger, da hun tirsdag sluttede som nummer ti på kvindernes enkeltstart ved VM i norske Bergen.

Ludwig, der havde sat top-15 som målsætning, kørte en god enkeltstart, men hun kunne ikke hamle op med de suveræne hollændere.

Annemiek van Vleuten tog guld foran landsmanden Anna van der Breggen, mens australieren Katrin Garfoot kørte sig til bronze i den hollandske podiefest.

22-årige Cecilie Uttrup Ludwig var godt halvandet minut langsommere end vinderen Van Vleuten på den 21,1 kilometer lange rute.

Pernille Mathiesen, den anden dansker til start, sluttede som nummer 14 efter en ligeledes god præstation.

Vejret kom til at spille lidt ind, da de sidst startende fik en del regn, og det var en fordel for folk som Van Vleuten og Van der Breggen, som nåede til mål uden at få ret meget vand.

Cecilie Uttrup Ludwig lagde godt fra og havde fjerdebedste tid, da hun rundede den første af de tre mellemtider.

Hun tabte konstant tid til de bedste, men hun holdt en god fart, og da hun krydsede målstregen efter de 21,1 kilometer, var det i femtebedste tid.

Fra den hårde Birkelundsbakke og til målstregen tabte den danske mester en del tid, men ikke mere end at hun kom ind blandt de bedste.

- Jeg kunne godt have kørt lidt stærkere fra bakken og hjem, men det gik okay. Jeg er i hvert fald virkelig træt, lød det fra Uttrup Ludwig til TV2 Sport efter løbet.

Lørdag køres kvindernes VM-linjeløb, hvor Amalie Dideriksen skal forsøge at forsvare VM-titlen fra sidste år.

/ritzau/