Guld i parløb ved EM i banecykling for kvinder.

Det er den bedrift, der har kastet en nominering til B.T. Guld 2019 af sig for Amalie Dideriksen og Julie Leth.

I oktober forsvarede den stærke duo nemlig det EM-guld, som suverænt blev hevet i land året forinden.

En præstation, der ikke kan sammenlignes med noget, som de to europamestre ellers har opnået i sportsåret 2019.

Amalie Dideriksen (tv.) og Julie Leth (th.) med deres guldmedaljer.
Amalie Dideriksen (tv.) og Julie Leth (th.) med deres guldmedaljer. Foto: VINCENT JANNINK
Vis mere

»Der er intet, der overskygger dét at genvinde et mesterskab i en OL-disciplin. Det er virkelig stort,« siger den ene halvdel af duoen Julie Leth, da B.T. fanger hende under en træningslejr i Hongkong.

Det er kun lidt over to måneder siden, hun på forrygende vis krydsede målstregen sammen med makkeren, 23-årige Amalie Dideriksen, som i øvrigt er tidligere verdensmester i linjeløb.

Og netop derfor står den dag da også stadig lysende klart for europamestrene.

Dette er fortællingen om den dag, hvor de danske farver endte med at sætte alle andre til vægs på velodromen i Apeldoorn, Holland.

En nervøs optakt

Den 20. oktober sidder de klar på deres banecykler. Det er tid til finale, men inden startskuddet lyder, er det nervøsiteten, der fylder.

»Jeg var sgu meget nervøs. Det må jeg indrømme, og jeg når også kort at tænke 'det her bliver svært at vinde' flere gange,« fortæller Julie Leth.

Den anden halvdel af duoen, Amalie Dideriksen, er også nervøs, men det er ikke helt på samme måde. Hun er mere tryg ved, at de ved, hvad der skal til, selvom det bliver svært:

»Vi vidste, det var muligt, fordi vi havde gjort det året før, men feltet er virkelig stærkt, og vi skal være der 100 procent. Vi kommer ikke til at få noget foræret.«

Julie Leth (tv.) og Amalie Dideriksen (th.) under årets EM-finale.
Julie Leth (tv.) og Amalie Dideriksen (th.) under årets EM-finale. Foto: VINCENT JANNINK
Vis mere

En halvskidt start

Starten går, og de 30 kilometer skal fordeles på 120 omgange. Parret får en halvskidt start, men de formår alligevel at kæmpe sig tilbage.

»Vi kommer lidt bagud på point og skal til at hente ind undervejs, men vores udholdenhed og overblik gør, at vi får lukket hullerne,« lyder det fra Dideriksen.

Undervejs er duoen så fokuseret, at de stort set ikke registrerer, hvad der sker omkring dem. Det er kun træneren og familien, der formår at gøre sig bemærket.

»Jeg kan kun høre min familie råbe, men mit overblik er ikke så godt, efter vi har fået en lidt skidt start. Det stresser mig dog ikke, da jeg ved, vi er bedre, når vi kommer længere ind i løbet,« forklarer Julie Leth.

Efter 90 omgange, hvor det danske par har brugt kræfter på at holde snor i de nærmeste konkurrenter, skifter overtaget.

»På den sidste omgang, jeg får set på tavlen, og først dér bliver jeg overbevist om, at hvis vi bare bliver nummer to i den sidste spurt, så er den nok hjemme,« fortæller Amalie Dideriksen og tilføjer:

»Der går lidt taktik i den, da vi sidder og regner på, hvem der helst ikke må slutte på en bestemt plads, og det faktisk ender med, at vi kun lige når at blive toer i spurten.«

De 12 indlagte spurter sørger for nok point på danskernes konto, som henviser Storbritannien og Holland til henholdsvis anden- og tredjepladsen.

Amalie Dideriksen (tv.) og Julie Leth (th.) på podiet for at modtage guldmedaljen.
Amalie Dideriksen (tv.) og Julie Leth (th.) på podiet for at modtage guldmedaljen. Foto: VINCENT JANNINK
Vis mere

Træthed erstattes af eufori

I det øjeblik, hvor de krydser målstregen, kan baneduoen kalde sig for dobbelte europamestre, men på det tidspunkt ved de ikke, om de kan tillade sig at juble.

»Jeg er selvfølgelig vildt glad, da vi kører over målstregen, men jeg skal lige tjekke, om det er rigtigt, inden vi jubler. Jeg kigger hen på vores træner, der signalerer, at den er god nok, og så bryder jublen jo løs,« siger Amalie Dideriksen.

Julie Leth er også i tvivl, om parret har vundet, da løbet slutter, men hos hende er det noget andet, der fylder mest i det øjeblik:

»Jeg er helt færdig, men jeg er så glad, at jeg slet ikke ved, hvad jeg skal tænke. Jeg er mere rørt end året før, fordi min familie stod på sidelinjen denne gang.«

De er begge to enige om, at et EM-guld for andet år i træk er noget helt specielt, som er på samme højde med triumfen i 2018 og VM-bronzen i marts.

Lige nu kæmper Julie Leth, Amalie Dideriksen og Trine Schmidt om de to pladser på det danske OL-hold i parløb i Tokyo næste sommer, men uanset hvem der får pladserne, er de enige om én ting:

»EM-guldet var blot et delmål. Det helt store mål er OL.«

I forbindelse med sportsgallaen 4. januar Boxen i Herning har B.T. bragt en række portrætter af de 10 nominerede.