Julius Johansen skifter væk fra norske Uno-X og skal fra næste år køre for Intermarché-Wanty-Gobert Matériaux.

Endnu en dansker skal fremover vise sig frem på cykelsportens højeste niveau.

Julius Johansen har således skrevet under på en kontrakt med det belgiske World Tour-hold Intermarché-Wanty-Gobert Matériaux, hvor han starter i 2022. Det skriver holdet på sin hjemmeside.

21-årige Johansen skifter dermed væk fra det norske Uno-X-mandskab, han har kørt på siden sidste sæson.

Julius Johansen har indtil nu primært gjort sig som banerytter og var blandt andet med til OL som reserve på det danske hold i 4000 meter holdforfølgelsesløb. I 2020 var han med til at vinde VM-guld i samme disciplin.

Men nu gælder det altså landevejene.

- Jeg står på dørtrinet til et stort skift i min karriere. Efter at have dedikeret adskillige år til banecykling, vil jeg nu vende min opmærksomhed mod landevejscykling, siger Julius Johansen på sit kommende holds hjemmeside.

- Jeg ville derfor til et hold, der kan få det bedste ud af mig. Jeg vil udvikle mig selv i klassikerne, i de ugelange etapeløb eller som en del af holdets sprinttog.

Julius Johansen har tidligere kørt for danske ColoQuick.

/ritzau/