Spanien er hårdt ramt af corona-pandemien, og det får nu betydning for den danske cykelrytter Mikkel Honoré.

Han er i øjeblikket på ferie i Spanien, men dér står den bestemt ikke på lutter idyl og sangria i stride strømme for cykeltalentet.

»Alt er lukket hernede. Butikker, barer og restauranter. Folk handler også helt vildt ind i supermarkederne,« fortæller den 23-årige Deceuninck–Quick-Step-rytter til B.T.

Mikkel Honoré brækkede i starten af marts ryggen tre steder efter et styrt, og det holder den unge cykelrytter væk fra landevejene de næste mange uger. Derfor tog han på ferie for at slappe af.

23-årige Mikkel Honoré.
23-årige Mikkel Honoré. Foto: Screendump: Eurosport
Vis mere

Men selv om han befinder sig et godt stykke oppe i de spanske bjerge, så er snakken om coronavirussen ikke noget, der kan undgå at fylde en stor del af ferien.

»Folk tager det jo meget seriøst. De går ikke nogen steder hen. Fuldstændig som i Italien, hvor min kæreste er hos sin familie. Hun kan heller ikke tage nogen steder hen,« siger han.

Til daglig bor og træner Mikkel Honoré i Schweiz lige ved grænsen til støvlelandet, og her kan han berette om lukkede skoler og daginstitutioner samt bevogtede grænser - ligesom i Danmark. Og netop situationen i hjemlandet følger Mikkel Honoré da også nøje med i:

»Jeg følger med i udviklingen derhjemme. Jeg har både læst og set, hvordan det har udviklet sig den seneste tid.«

Mikkel Honoré på cyklen i februar.
Mikkel Honoré på cyklen i februar. Foto: JUAN BARRETO
Vis mere

Turen til Spanien har desuden udviklet sig til lidt af et logistisk problem for den unge dansker, da han ikke ved, hvornår han skal tage chancen og rejse tilbage til Schweiz.

»Jeg tager det dag for dag. Jeg har ikke så meget lyst til at rejse gennem en lufthavn sammen med en masse mennesker. Efter min mening er jeg egentlig mere sikker heroppe i bjergene,« forklarer han.

På ét døgn døde over 100 mennesker af den frygtede virus i Spanien henover weekenden.

Italien er det land i Europa, der er hårdest ramt af corona-pandemien, hvor 3.497 nye tilfælde af coronasmittede italienere blev konstateret på ét døgn fra fredag til lørdag. I samme periode døde 175 mennesker af den frygtede virus i samme land.