Hun er dansk mester i linjeløb og er netop blevet nummer syv ved VM i enkeltstart.

Derfor var Emma Norsgaard også både glad og spændt, da en ændring i planerne gjorde, at hun kunne stille til start ved lørdagens danmarksmesterskab i enkeltstart. Men det bliver der ikke noget af for den 21-årige cykelstjerne.

Hun har nemlig ikke tilmeldt sig i tide, og derfor har arrangørerne afvist, at hun kan stille op. En beslutning, Emma Norsgaard har meget svært ved at forstå.

»Til at starte med troede jeg, det var en joke. Det kunne jo ikke passe. Jeg havde planlagt det hele. Jeg havde købt en flybillet hjem, pakket min cykel ned og fået kørt den hjem til mine forældre efter VM. Så det var frustrerende, og det er det stadig. Jeg synes sgu, det er lidt uhørt,« siger hun til B.T.

Det var oprindeligt planen, at Emma Norsgaard skulle have kørt Flèche Wallonne med sit hold, Équipe Paule Ka, men det blev ændret i sidste øjeblik. To uger inden DM i enkeltstart så skulle løbe af stablen i Slagelse, kontaktede hun så arrangørerne for at få lov til blive en del af startlisten.

»Ens program er jo virkelig svært at regne med, og jeg var virkelig motiveret for at komme hjem og lave et godt resultat. Jeg har virkelig prøvet hårdt på at komme med, men arrangørerne vil ikke tage imod nogle eftertilmeldinger.«

Efter hun har meldt ud, at hun ikke kan stille til start, har hun også været i kontakt med flere andre ryttere, der heller ikke har fået lov.

»Personligt er det jo virkelig ærgerligt, men det bliver jo super ærgerligt for hele eventet, når der er flere, der ikke kan få tilladelse til at stille til start. Der er altid brok over, at vi ikke kommer hjem, men når vi så endelig gerne vil, så kan man ikke en gang få lov til at være med.«

B.T. har været i kontakt med direktør i Danmarks Cykle Union, Martin Elleberg, der forklarer, hvorfor Danmarks bedste enkeltstartsrytter ikke kommer til at stille til start på lørdag.

»Det skyldes, at både Emma og flere andre har tilmeldt sig efter fristen. Og vi har nogle sportslige regler, som siger, at man ikke kan eftertilmelde sig,« siger han og fortsætter:

»Jeg vil gerne understrege, at det er mega ærgerligt, at Emma og de andre ikke kan køre med, men vi skal også have respekt for vores arrangører. De har ansvaret for det, og det er det, der er udslaget her. Det står i vores love, at man ikke kan eftertilmelde sig, så der er ikke noget at gøre.«

DM i enkeltstart køres 3. oktober i Slagelse.