Det blev kaldt for 'en bombe under OL-forberedelsen,' og mareridtsscenariet kunne føre til, at Danmark ville miste 'en hel generation af ryttere.'

Men sådan bliver det ikke.

For Region Hovedstaden har valgt ikke at bruge Ballerup Super Arena som corona-vaccinationscenter, hvilket havde betydet, at danske baneryttere fik frataget deres træningsfaciliteter. Og nu er de svedige pander og håndflader i det danske cykelmiljø erstattet af stor jubel.

»Katastrofen er afværget,« siger elitechef i Danmarks Cykle Union (DCU), Morten Bennekou, til B.T.

Banelandsholdet er i verdensklasse og slog tre verdensrekorder og vandt suverænt VM-guld på halvandet døgn tidligere i år.
Banelandsholdet er i verdensklasse og slog tre verdensrekorder og vandt suverænt VM-guld på halvandet døgn tidligere i år. Foto: ODD ANDERSEN
Vis mere

»Vi er enormt lettet i DCU. Både rytterne, landstrænerne og mig selv. Det var på ingen måde en dramatisering at kalde sceneriet for en potentiel katastrofe og en bombe under banecykling. Sådan opfattede vi det, og nu har vi følelsen af at have undgået det.«

»Vi er glade for, at Region Hovedstaden har kigget i kortene igen og fundet et alternativ.«

Ballerup Super Arena er banelandsholdets hjemmebane og træningscenter. Var arenaen blevet inddraget i mindst 10 måneder i 2021, sådan som der var lagt op til, havde de danske baneryttere ikke haft et sted at træne i to år, da faciliteten heller ikke har været tilgængelig i år.

Og uden faciliteterne havde banelandsholdet, som ellers stræber efter to OL-medaljer i Tokyo til sommer, måttet kaste håndklædet i ringet og OL-forhåbningerne ud af vinduet.

Samtidig havde det formentlig gjort, at en masse unge baneryttere opgiver disciplinen, fordi de ikke havde noget sted at træne.

»Det her betyder, at vi kan fortsætte vores minutøse OL-forberedelser til 2020. Ved siden af træningen kører vi et teknologisk udviklingssetup, som også kan fortsætte,« jubler Morten Bennekou.

»Det er af afgørende betydning for OL-medaljerne i cykling, men også for udviklingen af baneryttere i Danmark. Vi ville have haft en hel generation af ryttere, der havde manglet et sted at træne i to år, selvom der har været et lille vindue i år, hvor det var muligt. Men ellers har det ikke kunnet lade sig gøre med restriktionerne.«

»Men vi var 100 procent bange for, at en masse ville vælge banen fra. Det er svært at beholde gejsten, når man ikke kan øve sig.«

Ballerup Super Arena bruges både til træning og til løb. Her træner banelandsholdet i 2015.
Ballerup Super Arena bruges både til træning og til løb. Her træner banelandsholdet i 2015. Foto: David Leth Williams
Vis mere

Beslutningen er des mere vigtig for dansk banecykling, idet Danmark skal være vært ved VM i disciplinen i 2024, hvor man selvsagt gerne vil vise sig flot frem.

Selvom Morten Bennekou er lykkelig over beslutningen, fastslår han dog også, at han er udmærket klar over, at et vaccinationscenter er for det fælles bedste og helt nødvendigt.

»Vi er bare rigtig glade for, at der er fundet en løsning, så vaccinationsprogrammet kan rulles ud, som det skal, og så vi fortsat kan træne i Storkøbenhavn,« forklarer han.