Christopher Juul-Jensen styrtede i GP Québec og brækkede kravebenet. Det koster deltagelse ved VM.

Quebec. Den danske cykelrytter Christopher Juul-Jensen styrtede og slog sig gevaldigt i fredagens canadiske World Tour-løb, GP Québec.

Efter løbet sendte hans hold, Mitchelton-Scott, ham til røntgenundersøgelse og kunne et par timer senere konstatere, at styrtet som frygtet havde kostet et brækket kraveben.

- Bekræftelse af et brækket kraveben til Juul-Jensen under GP Québec. Heldigvis er der ingen yderligere skader. God hurtig bedring, Chris, skriver holdet på Twitter.

Til TV2 Sport fortæller den 29-årige dansker, at uheldet forhindrer ham i at køre løb i resten af denne sæson - deriblandt VM i Østrig sidst på måneden.

- Det er selvfølgelig ærgerligt. Jeg havde set meget frem til det, fordi det er første gang i lang tid, vi kan stille med otte mand, siger Christopher Juul-Jensen til TV2 Sport.

GP Quebéc tjener som del af forberedelserne til VM i slutningen af september, men giver derudover lige så mange point til verdensranglisten som for eksempel Flandern Rundt og Paris-Roubaix.

Det canadiske World Tour-løb blev vundet af Michael Matthews (Sunweb) foran OL-guldvinder Greg Van Avermaet (BMC) og Jasper Stuyven (Trek-Segafredo).

Også danske Michael Valgren (Astana) viste fin VM-form og sluttede på en niendeplads.

Ifølge Politiken forsøgte den 26-årige danske stjerne sig med et fremstød godt to kilometer fra målstregen og dermed umiddelbart inden den stejle finalestigning.

Planen var at komme de hurtigste afsluttere i forkøbet, men de lod sig ikke snyde og lukkede hurtigt hullet.

Alligevel kunne Danmarks bedst placerede rytter på verdensranglisten blande sig i spurten.

Med niendepladsen fik Valgren 100 point til verdensranglisten, hvor han ifølge procyclingstats.com nu er nummer 18.

Verdensranglisten føres ganske suverænt af Peter Sagan, der har vundet VM de seneste tre gange.

/ritzau/