Dansk cykelpar skal være forældre
Mikkel Norsgaard Bjerg og Emma Norsgaard Bjerg deler den glædelige nyhed, at de skal være forældre.

Mikkel Norsgaard Bjerg og Emma Norsgaard Bjerg deler den glædelige nyhed, at de skal være forældre.

De to professionelle danske cykelryttere Emma Norsgaard Bjerg og Mikkel Norsgaard Bjerg skal være forældre.
Det fremgår af et opslag, som de begge har lagt på den sociale platform X.
Her viser parret stolt deres scanningsbilleder frem.
- Vi er begyndt at studere til vores næste projekt. Vores største sejr hidtil: Baby Norsgaard Bjerg, skriver de i opslaget.
I en video sidder de to og læser i hver deres bog. Emma Norsgaard Bjerg læser i bogen "The Danish Way of Parenting", mens Mikkel Norsgaard Bjerg studerer far-jokes.
Emma Norsgaard Bjerg, som er ansat hos Lidl-Trek, må forventes at stille cyklen i garagen for en stund. I hvert fald når det kommer til professionelle løb på kvindernes World Tour.
Den 26-årige silkeborgenser har allerede et flot cv. Hun har således vundet en etape i Tour de France, ligesom hun fire gange har vundet DM i enkeltstart.
Mikkel Norsgaard Bjerg har gennem flere år været en skattet hjælperytter hos UAE Emirates. Også han er stærk på enkeltstartscyklen. Som U23-rytter vandt han VM tre gange, og for nylig vandt han sølv ved DM i tempodisciplinen.
I 2023 tog han sin karrieres nok største sejr, da han vandt enkeltstarten i Critérium du Dauphiné.
RITZAU