Cykelholdet ColoQuick må undvære kaptajnen, Casper Folsach, i det kommende PostNord Danmark Rundt.

Det oplyser det danske hold fredag i en pressemeddelelse.

Årsagen er uregelmæssige hjerterytmer hos den 26-årige dansker. For to år siden var han ramt af lignende forstyrrelser med sin hjerterytme. Efter en operation kom han tilbage på cyklen.

»De nye rytmeforstyrrelser, jeg får, er ikke af den samme slags, som det jeg tidligere er blevet opereret for. Det skal derfor undersøges yderligere i den kommende periode.«

Casper Folsach var med, da Danmark vandt bronze i holdforfølgelsesløb ved OL i Rio 2016.
Casper Folsach var med, da Danmark vandt bronze i holdforfølgelsesløb ved OL i Rio 2016. Foto: ODD ANDERSEN
Vis mere

»Indtil det er blevet udredt, er jeg blevet anbefalet ikke at køre cykelløb,« siger Casper Folsach i pressemeddelelsen.

Ud over Danmark Rundt, der begynder på onsdag i Silkeborg, går temporytteren glip af Fyn Rundt i weekenden.

»Det er med stor ærgrelse, at jeg misser de kommende løb, som jeg havde set rigtig meget frem til,« siger Folsach.

/ritzau/