Casper Folsach og Julius Johansen vandt World Cup-guld i parløb i canadiske Milton.

Milton. Cykelparret Casper Folsach og Julius Johansen satte sent søndag aften dansk tid et fornemt punktum for anden afdeling af World Cuppen.

Med en ganske overbevisende sejr i herrernes parløb sikrede de den tredje danske medalje i den canadiske by Milton.

Danskerne samlede i alt 38 point, mens briterne Mark Stewart og Oliver Wood fik 28 point på andenpladsen, skriver feltet.dk.

Amalie Dideriksen leverede også en fin præstation i omnium søndag aften og var ét sølle point fra podiet, efter at hun som den eneste formåede at tage en omgang på feltet i pointløbet, oplyser Danmarks Cykle Union på Facebook.

Dideriksen havde dog tidligere i weekenden modtaget hyldest på podiet, da hun sammen med Julie Leth fulgte op på World Cup-sejren ugen forinden i Paris med en sølvmedalje i parløb.

Fredag vandt banelandsholdet med Lasse Norman Hansen, Rasmus Lund Pedersen, Julius Johansen og Casper Folsach World Cup-guld i 4000 meter holdforfølgelsesløb for anden uge i træk.

/ritzau/