Alexander Kamp (Veloconcept) fuldendte en mangfoldig dansk cykelsejr, da danmarksmesteren søndag sikrede sig den samlede triumf i det franske etapeløb Tour du Loir et Cher.

Efter ham fulgte yderligere tre danske ryttere.

På den samlede andenplads kom således Troels Vinther (Riwal Platform) foran Rasmus Guldhammer (Veloconcept) og Jonas Vingegaard Rasmussen (ColoQuick-Cult).

Løbets femte og dermed sidste etape var et gadeløb på 97,5 kilometer i Blois.

Det endte i en spurt, så forsvaret af Alexander Kamps trøje gik relativt nemt, lyder det fra hans hold.

Kamp blandede sig selv i spurten og blev nummer fire.

Efterfølgende var den 23-årige rytter stolt.

- Som danmarksmester ved jeg, at jeg har et godt niveau, og jeg kan vinde sådan et løb her, men der er altid mange faktorer, der spiller ind.

- Man skal have heldet og styrken, men man skal også have et stærkt hold omkring sig, og det havde jeg heldigvis. Jeg har haft et fantastisk hold til at bakke mig op, siger Alexander Kamp i en pressemeddelelse.

Alexander Kamp vandt også pointtrøjen i løbet.

Den danske triumf blev iscenesat på 4. etape, hvor hele fem danskere kom først over målstregen.

/ritzau/