Danmarks Cykle Union sender 75 procent af medarbejderne hjem, helt eller delvist.

Det meddeler forbundet mandag – og det sker selvfølgelig som konsekvens af coronakrisen, der har lagt sportsverdenen ned.

»Jeg er naturligvis meget ærgerlig over, at vi nu er presset til at sende vores medarbejdere hjem. Både landstrænerne og det øvrige personale brænder for deres arbejde og for dansk cykelsport, så det er enormt svært for os alle, men vi må også erkende, at det er den eneste økonomisk ansvarlige løsning omstændighederne taget i betragtning,« siger direktør Martin Elleberg Petersen.

Hjemsendelsen af medarbejderne i 'store dele af' administrationen og 'stort set hele' den sportslige sektor får også tydelige sportslige konsekvenser.

DCU meddeler nemlig videre, at de fleste udviklings- og eliteaktiviteter derfor er indstillet med øjeblikkelig virkning.

Direktør Martin Elleberg Petersen giver samtidig udtryk for, at regeringen også får fokus på, hvordan coronakrisen rammer dansk idræt.

»Vi er selvfølgelig glade for, at de første hjælpepakker er forhandlet på plads, og at nogle af landets foreninger kan få en lille håndsrækning. Nu skal vi så sammen med regeringen, DIF og Team Danmark i gang med at se på, hvordan man vil løse de reelle økonomiske udfordringer, som forbundene står tilbage med, så man ikke risikerer at sende dansk idrætsliv i frit fald de næste mange år,« DCU-chefen.

Flere andre store danske sportsforbund har også på grund af coronakrisen sendt medarbejdere hjem.