En forfærdelig tragedie har ramt cykelverdenen dagen inden Flandern Rundt. 

Lørdag lød startskuddet til We Ride Flanders, som er et cykelløb for amatører, der afholdes dagen inden de professionelles løb, der er et af cykelsportens fem monumenter. 

Ifølge VRT News er en 51-årig britisk deltager død efter at have deltaget i løbet, skriver Feltet

Briten blev angiveligt syg op ad stigningen Hotondberg i den belgiske kommune Kluisbergen, og derfor blev et lægehold kaldt til assistance og forsøgte at genoplive rytteren, desværre uden held. 

Arrangør Gert van Golen har efter hændelsen reageret til VRT News, skriver Feltet. 

»Det er det sidste, man ønsker som arrangør. Man håber bare, at de 14.000 mennesker her får en god dag,« siger han.

Videre lyder det, at dødsfaldet formentlig skyldes et hjerteproblem hos rytteren.

En anden rytter blev til We Ride Flanders ramt af et ildebefindende, men det lykkedes at genoplive personen, der senere er blevet meldt stabil fra hospitalet. 

Sidste år døde to personer til amatørløbet, den ene blev utilpas på ruten, og den anden kollapsede på en stigning.