Man kan godt tillade sig at være bekymret.

For i det storslåede opgør mod Tadej Pogacar og UAE virker Jonas Vingegaard og Visma-Lease a Bike indtil videre domineret.

Særligt én skikkelse – der spiller en nøglerolle for Jonas Vingegaard – ser ud til at være en skygge af sig selv.

»Hvis der er noget, man kan kritisere på søndagens etape, så er det Visma. Der er ridser i lakken,« siger Brian Holm om Jonas Vingegaards hold.

»De ligner nogen, der trænger til en hviledag.« 

Halvdelen af holdets ryttere – hele fire styks – blev sat undervejs på etapen, og det er for dårligt, mener B.T.s Tour de France-ekspert.

Matteo Jorgenson har indtil videre ikke levet op til forventningerne ved årets Tour de France. Foto: Gonzalo Fuentes/Reuters/Ritzau Scanpix

Men én mand har slet ikke levet op til de forventningerne i årets Tour.

Det er amerikanske Matteo Jorgenson – en af Vingegaards vigtigste væbnere i bjergene.

»Man kan undre sig over én ting,« fastslår Brian Holm.

»Matteo Jorgenson forsøgte at gå i udbrud. Han falder tilbage, inden der sker noget. Og det hele virker lidt mystisk, men for mig ser det ud til, at han ikke kan følge med.«

Enten er der tale om en taktisk disposition fra holdet, der kaldte sin amerikanske stjerne tilbage for at være oppasser for Jonas Vingegaard.

Eller også kunne han ikke følge med. Uanset hvad forklaringen er, er det skidt nyt for den danske Tour-bejler.

»Enten har Visma ikke afstemt taktikken, eller også er han bare ikke bedre. Uanset hvad ser det sort ud. Det er en no win situation for dem.«

Det er ikke første gang, Matteo Jorgenson skuffer under årets Tour.

På den store bjergetape, hvor feltet skulle over Tourmalet, og Jonas Vingegaard tabte mere end 2,5 minut til Tadej Pogacar, måtte Matteo Jorgenson på chokerende vis slippe de forreste med cirka 50 kilometer til mål.

En voldsom nedtur.

»På Tourmalet skuffede han, men man kunne også have forventet mere af ham søndag.«

Mandag står den heldigvis på hviledag for Jorgenson, Vingegaard og Visma-Lease a Bike.

Du kan følge alt det vigtigste fra Tour de France i B.T.s liveblog lige her.