Et motionscykelløb i Odsherred fik søndag formiddag en meget trist udgang.

En mandlig cyklist fik under løbet et ildebefindende, og hans liv stod ikke til at redde. Det skriver sn.dk.

Løbet var Geopark Bjerg Grand Prix, og løbets arrangør, den tidligere cykelrytter, Jens Veggerby fortæller til mediet, at manden var en af deltagerne på ruten. Han cyklede turen med sin kone, men undervejs fik han pludselig et ildebefindende og faldt om.

»Der var folk ved ham med det samme. Der blev tilkaldt ambulance, som var på stedet i løbet af 11 minutter, vores eget samaritterhold var hurtigere fremme, men det lykkedes desværre ikke at genoplive ham. Det er forfærdeligt og trist,« siger Jens Veggerby, som oplyser de andre deltagere og tilskuere om dødsfaldet ved målområdet.

Det var omkring klokken 09.30, at manden blev dårlig under løbet, og vagthavende hos Midt- og Vestsjællands Politi bekræfter det tragiske dødsfald over for sn.dk.

Geopark Bjerg Grand Prix er et cykelløb, hvor den længste rute er på 148 kilometer. Den går gennem Odsherred, hvor der er mange bakker, og hvor rytterne har udsigt til Sejrøbugten.

Det blev skudt i gang klokken cirka 7.15, der kan køres op til fire omgange, og i år er lidt over 1.000 tilmeldt, oplyser Jens Veggerby selv i et opslag på Facebook.

Ifølge løbets hjemmeside slutter det omkring klokken 15.00.