En frygtelig tragedie har ramt amerikansk cykelsport.

For i sidste uge blev den 25-årige cykelrytter Moriah Wilson fundet skudt i et hus i Austin, Texas.

Redningsfolkene kæmpede for at redde hendes liv, men der var intet at gøre. Den unge amerikaner blev erklæret død på stedet, og politiet understregede efterfølgende, at der var tale om et mistænkeligt dødsfald.

Siden kunne de fortælle, at der er tale om mord.

Moriah Wilson, der var et stort talent som gravel-rytter, var fløjet til Texas for at deltage i cykelløbet Gravel Locos lørdag, hvor hun var blandt favoritterne til at vinde. Hun boede hos en veninde, og det var hende, der slog alarm, da hun kom hjem og fandt cykelrytteren hårdt såret.

'Efterforskningen viser, at nogen skød Wilson i hjemmet på Maple Avenue. Vi har identificeret en mistænkt. Vi har ikke mistanke om en generel trussel for lokalbefolkningen, da det umiddelbart ikke virker som et tilfældigt skyderi,' lyder det fra politiet i Austin.

Efterfølgende udtalte Wilsons familie sig i en pressemeddelelse. Her takkede de alle, der har sendt kærlighed og støtte deres vej.

»Selvom det tragiske tab af Moriah er uforståeligt, ønsker vi også at alle sammen med os fejrer hendes liv, det hun har opnået og hendes kærlighed til andre,« skriver familien blandt andet.

Og de opfordrede til, at lørdagens løb ikke blev aflyst men derimod kørt, da det ville være i deres datters ånd.

Det ønske blev opfyldt, men det var bestemt ikke let for rytterne. Vinderen, Marisa Boaz, delte efterfølgende et opslag på sin Instagram-profil til ære for Wilson.

'Et løb der var hårdt fysisk og følelsesmæssigt. Og på en måde et løb, jeg aldrig har været så ked af at vinde. Jeg ville ønske, det havde været Moriah Wilson. Selvom jeg ikke kendte hende personligt, har jeg været inspireret af hende. Af hendes fysiske gave, hendes ydmyghed og det lys, hun var for andre,' skrev hun.

Politiet har endnu ikke meldt ud, hvad motivet for drabet har været.