Marcel Kittel er godt træt af, at cykelsporten igen sættes i forbindelse med doping.

Den tyske topsprinter kan i øjeblikket se på, at en dopingskandale med flere langrendsløbere og to professionelle cykelryttere udfolder sig fra hans hjemby Erfurt.

De to østrigske cykelryttere Stefan Denifl og Georg Preidler er stået frem som syndere af det organiserede dopingprogram, der har lægen Mark Schmidt i hovedrollen, og Preidler er Kittels tidligere holdkammerat.

Det har fået Kittel til tasterne, og på sin hjemmeside skriver han, hvor led og ked af det, han har været gennem de sidste dage.

Georg Preidler. Arkivfoto.
Georg Preidler. Arkivfoto. Foto: Matthew Childs
Vis mere

'Gennem de seneste dage i Dubai har jeg med vantro fulgt, hvordan flere og flere detaljer er kommet frem om netværket omkring Mark Schmidt, atleterne, og hvordan det hele har fungeret. Og hvordan Erfurt og Thüringen pludesligt fremstilles som den internationale centrum for snyd i sport,' skriver Marcel Kittel.

Gennem de seneste dages afsløringer er det kommet frem, at der angiveligt er tale om op mod 100 atleter, der skulle være en del af netværket omkring Mark Schmidt.

I Thüringen findes der et nationalt center for unge tyske atleter, og her skulle Mark Schimdt angiveligt have været tilknyttet. Derfor frygtes det, at mange af de pågældende atleter er ganske unge uden at være slået igennem i deres respektive sport.

Marcel Kittel skriver videre, at atleter som Georg Preidler og andre unge mennesker, der kunne finde på at dope sig, må hjælpes. At det er typer som Mark Schmidt, der ødelægger det for alle andre.

Marcel Kittel under sidste års Tour de France.
Marcel Kittel under sidste års Tour de France. Foto: BENOIT TESSIER
Vis mere

I den forbindelse kigger Katusha-Alpecin-rytteren også mod toppen af international sport, som han mener er roden til problemerne.

'Sporten må kigge grundigt indad. Når jeg ser korrupte forhold i mange sportshenseender; bestikkelse og betalinger i store forbund og tabet af prestige ved OL, som burde være ledestjernen, så må man undre sige over, hvorfor der altid er atleter, der snyder.'

'Selvfølgelig kan man ikke fordømme alle atleter, ledere og forbund, men jeg tror, at mange af dem er interesserede i en ren sport. Men fisken starter med at stinke fra hovedet.'

'Og det er et slag i ansigtet på alle rene atleter som mig, fans og alle passionerede frivillige, ledere og hjælpere som dem i Erfurt, der støtter sport med hjerte og sjæl,' skriver Marcel Kittel.