Den australske cykelrytter Jack Bobridge er i den grad havnet i problemer. Onsdag blev han arresteret i sit hjem, og torsdag blev han stillet for en dommer anklaget for at have solgt stoffer.

Det skriver CyclingTips. Anklagen lyder, at han skulle have solgt hundredevis af ecstasy-piller. Han skulle angiveligt have solgt en stor mængde MDMA fra marts til juli måned i år, og ifølge anklagen bestod den største solgte portion af intet mindre end 146 piller.

Og det foregik ikke helt udramatisk, for da han blev anholdt var det med hele seks politibiler, ligesom at politiet havde medbragt narkohunde, der var med til at gennemsøge hans hjem i mere end en time, og efterfølgende blev den tidligere cykelrytter taget med.

Ifølge mediet lyders hans forklaring, at han var en del af en stor undercover-opgave. 28-årige Jack Bobridge er dog ikke den eneste, der er anklaget i sagen. Også Alex McGregor skulle være involveret i sagen, der ifølge politiet er så alvorlig, at Jack Bobridge 'uden tvivl' kommer i fængsel, hvis han bliver erklæret skyldig.

Torsdag fik Jack Bobridge lov til at tage hjem, men han skulle lægge 10.000 dollars i kaution, ligesom at han skulle aflevere sit pas og give sit ord på, han hverken forlader stater eller tager kontakt til Alex McGregor.

Jack Bobridge stoppede som professionel cykelrytter sidste år. Som ung blev han betegnet som en af de mest talentfulde cykelryttere i Australien, men han blev ramt af reumatoid artritis, som er en kronisk, inflammatorisk ledsygdom.

Noget, der i sidste ende endte med at få konsekvenser for hans karriere som cykelrytter, da det var en stor medvirkende årsag til, at han sidste år indstillede karrireren.

»Over de sidste seks år har jeg ikke rigtig talt om mine ledproblemer med mange, men det har været ret hårdt fra kroppen,« sagde han, da han stoppede og uddybede ved at forklare, at hans krop var træt.

Noget, der skyldtes sygdommen.

Jack Bobridge blev professionel i 2010 og har kørt for både GreenEdge og Blanco Pro Cycling, ligesom at han deltog i OL sidste år.