Der er nogle ting, hvor det er en god idé at koordinere med ens partner, inden man siger det videre til andre.
Her falder en graviditet for de fleste nok ind under dén paraply.
Men omvendt kan man jo nogle gange være så glad og lykkelig, at man har svært ved at holde det inde.
Og det var sandsynligvis det, der var tilfældet, da den tidligere danske cykelrytter Michael Mørkøv deltog i DR-programmet 'Kender Du Typen?' tidligere i marts.
Her kom det nemlig frem, at cykelstjernen engang kom til at afsløre en smule mere, end hans kone nok havde planlagt.
Gennem programmet, da værterne skulle spore sig ind på, hvem de var på besøg hos, kom der nemlig en ret opsigtvækkende ledetråd frem om Michael Mørkøv.
Nemlig at han tilbage i 2021 kom til at sige, at hans kone var gravid - og hvad barnet skulle hedde.
Nærmere bestemt var det i OL i Tokyo, da han vandt guld sammen med Lasse Norman.
»Der peaker mit liv fuldstændig. Det er en kulmination på alt, hvad der sker i min cykeltilværelse og familiemæssigt. Jeg er på DR til interview og siger 'tak til min kone, tak til mine børn, og i øvrigt så venter vi en dreng, der kommer til december, og han skal hedde Victor',« forklarer Michael Mørkøv i tv-programmet.
Han uddyber, at sønnen er opkaldt efter en anden OL-guldvinder, nemlig badmintonspilleren Viktor Axelsen.
Michael Mørkøv har tre børn sammen med sin kone Trine Mørkøv.
