Han var heldig.

Sådan lyder det fra cykelrytteren Max Walscheid, efter det gik galt under en træningstur.

Den tyske Cofidis-rytter deltog onsdag i et løb i Belgien, og dagen efter skulle han så restituere med en stille og rolig tur tæt på sit hjem, da en bil pludselig bragede ind i ham.

»Jeg kørte på en rolig vej, hvor der var perfekte betingelser. Heldigvis kørte jeg ikke stærkt og var helt ude i siden af vejen. En bil kom fra modsatte retning. Den drejede pludselig til højre uden at give tegn, kom imod mig og bragede ind i mig. Jeg havde ikke engang tid til at tænke noget,« fortæller Walscheid i en pressemeddelelse.

»Jeg blev ramt lige i hovedet. Jeg fløj op over bilen og landede et par meter væk – heldigvis i vejkanten og ikke på asfalten. Min cykel var totalt smadret, og den lå ti meter væk,« fortæller Walscheid.

Han blev ved hjælp af en helikopter hastet til hospitalet, hvor han blev undersøgt grundigt. Heldigvis havde han ikke brækket noget, og han var hele tiden ved bevidsthed.

Dog valgte lægerne, at han skulle blive natten over til observation, og cykelrytteren understreger, det kunne være endt langt værre, end det gjorde.

»Det første, jeg tænkte, var, at jeg er ekstrem heldig at være i live oven på ulykken. Jeg forstår stadig ikke, jeg slap uden alvorlige skader. Det er ufatteligt. Samtidig er det hårdt, for jeg kørte godt i løbene og med gode resultater med potentiale til mere. Men lige nu foretrækker jeg, frem for alt andet, bare at være glad for stadig at være i live,« siger Max Walscheid.

Cofidis fortæller, at tyskeren ikke stiller til start i 'de næste løb, han ellers var meldt til'. Holdet fortæller ikke, præcis hvor lang tid tyskeren holder pause.