Georg Preidler er ikke længere en del af cykelholdet Groupama-FDJ.

Østrigeren har indgivet en opsigelse til sit nu tidligere hold.

Det skriver franske Groupama-FDJ i en pressemeddelelse.

Tidligere mandag indrømmede Georg Preidler nemlig, at han på ulovlig vis har benyttet sig af bloddoping.

Georg Preidler har deltaget i både  Tour de France, Giro d'Italia og Vuelta a Espana.
Georg Preidler har deltaget i både  Tour de France, Giro d'Italia og Vuelta a Espana. GREG BAKER

Groupama-FDJ skriver i pressemeddelelsen, at holdet blev bekendt med situationen søndag og samtidig modtog Georg Preidlers opsigelse, hvilket klubbens ejer, Marc Madiot, accepterede.

Samtidig siger pressemeddelelsen, at man i klubben tager stærk afstand fra hele situationen.

'Holdet beklager denne sag, men bevarer sin tillid til folkene omkring træningen og forbliver kompromisløs i etikken,' skriver holdet og understreger samtidig, at man fortsat vil have en nultolerance i fremtiden, når det kommer til doping.

Det var til det østrigske medie Kronen Zeitung, at Georg Preidler åbnede op og fortalte om sit dopingmisbrug.

Georg Preidler risikerer fire års karantæne efter doping-indrømmelser.
Georg Preidler risikerer fire års karantæne efter doping-indrømmelser. LIONEL BONAVENTURE

»De sidste par dage har været et mareridt. Jeg har ikke sovet, og jeg har ikke spist. Jeg ved ikke, om jeg overhovedet ville blive dømt, men jeg kunne ikke leve med hemmeligheden mere,« udtalte han blandt andet i interviewet.

Georg Preidler stod frem og fortalte om sit misbrug i kølvandet på flere lignende dopingsager.

Søndag kom det frem, at den østrigske cykelstjerne Stefan Denifl, der tidligere har vundet en etape i Vuelta a España i 2017, ligeledes har taget doping.

Også de østrigske skiløbere Max Hauke og Dominik Baldauf er hovedpersoner i en nuværende dopingskandale, efter førstnævnte i sidste uge blev videooptaget i færd med at bloddope sig. Det skete under VM i Nordiske Skidiscipliner i Østrig, hvor de begge skulle have repræsenteret Østrig. Begge blev anholdt efter afsløringerne.