Den danske cykelstjerne Mads Pedersen efterlod mange cykelkommentatorer med åben mund efter fire etapesejre i det benhårde cykelløb Giro d'Italia.

Men det er ikke nok til at imponere den belgiske cykellegende Roger De Vlaeminck:

»Jeg siger ikke, at Pedersen er en dårlig rytter, men han er ikke god. Og han er bestemt ikke fantastisk,« siger han i en artikel på det belgiske medie Het Nieuwsblad.

Her diskuterer den 77-årige Roger De Vlaeminck, der har 162 professionelle sejre til sit navn, med cykelikonet Eddie Merckx om Mads Pedersen præstationer i dette års forårssæson.

Danskeren snuppede også pointtrøjen i Giro de Italia.
Danskeren snuppede også pointtrøjen i Giro de Italia. Luca Bettini/AFP/Ritzau Scanpix

Danskeren har i 2025 blandt andet indtaget henholdsvis anden og tredjepladsen i klassikerne Flandern Rundt og Paris-Roubaix samt fire sejre i Giro d'Italia.

Og de præstationer har kastet Mads Pedersen op som nummer to på UCI´s verdensrangliste, hvor den slovenske megastjerne Tadej Pogacar sidder tung på tronen.

»De hyper ham op, fordi han vandt et par etaper i Giro d'Italia. Men han kan ikke vinde en enkeltstart, og han kan ikke vinde en bjergetape. For mig gør det dig ikke til en superrytter,« tilføjer De Vlaeminck.

Eddie Merckx springer dog ind og tager Mads Pedersen i forsvar. Han mener, at han »så stærk ud i Giroen« og siger, at han godt gad se ham køre Paris-Roubaix.

I samme interview kritiserer Roger De Vlaeminck også Jonas Vingegaard for at begrænse sit løbskalender og er irriteret over, at han kører så få løb.