De kraftige propalæstinensiske protester i forbindelse med cykelløb får nu en konsekvens.

Israel-Premier Tech, der har været genstand for demonstranternes vrede, vil således forsøge at droppe sin israelske identitet.

Det skriver holdet på sin hjemmeside mandag eftermiddag.

Her erklærer man sig stolt af resultater, præstationer og ikke mindst den kultur, der er opbygget på holdet, siden det blev skabt for 11 år siden.

- Denne kultur har været fundamentet, der gjorde det muligt for holdet at overvinde de seneste måneders udfordringer og stå fast bag vores ryttere og stab i en utrolig svær periode. Gennem det hele har holdets ejere og ledelse erkendt, at der er behov for forandring.

- Med urokkelig støtte til vores ryttere, medarbejdere og værdsatte partnere er beslutningen om at omdøbe og rebrande holdet truffet - og dermed bevæge sig væk fra dets nuværende israelske identitet. I sport kræver fremskridt ofte ofre, og dette skridt er nødvendigt for at sikre holdets fremtid, lyder det.

En betragtelig del af rebrandingen bliver, at holdejer Sylvan Adams træder tilbage fra den daglige drift og som talsmand for holdet.

Indtil videre er der ikke videre nyt om hverken navn, eller hvordan man har tænkt sig at smide identiteten som et israelsk hold.

/ritzau/