Man kunne godt have gjort mere for at holde liv i Danmark Rundt, mener tidligere cykelrytter, Thomas Bay

Det er en ærgerlig beslutning at aflyse cykelløbet PostNord Danmark Rundt, mener kommentator og tidligere cykelrytter Thomas Bay.

»Jeg synes sgu, det er en falliterklæring,« siger han.

Bay mener godt, at Danmarks Cykle Union (DCU) kunne have gjort mere for at kunne have afviklet løbet. Især set i lyset af, at andre sportsgrene lige så stille åbner op igen.

»Hvis vi kigger på alle andre sportsgrene, har de ja-hatten på og er fortrøstningsfulde i forhold til fremtiden.«

DCU-direktør Martin Elleberg Petersen slår fast, at beslutning om at aflyse løbet i 2020 er nødvendig.

»Det er en beslutning, vi har været nødt til at tage.«

»På baggrund af de sundhedsmæssige restriktioner har det ikke været muligt at afholde løbet,« siger han.

Martin Elleberg Petersen påpeger desuden, at andre sportsgrene til dels har kunnet åbne, fordi de kan gennemføres uden publikum.

»Jeg kan ikke se, hvordan vi skulle kunne afvikle PostNord Danmark Rundt uden noget publikum,« siger han.

Thomas Bay ærgrer sig generelt over, at den danske cykelkalender er blevet total tømt for de store løb. Han mener, det får konsekvenser for sporten herhjemme.

»Jeg tænker, at det har nogle konsekvenser for nogle unge mennesker.«

»Der ryger helt sikkert noget talentpleje. Måske en fuldtidsstilling eller to?« siger han.

Niklas Eg, der kører for holdet Trek-Segafredo, synes også, det er ærgerligt, at den danske cykelkalender er blevet tømt i 2020.

»Det er ærgerligt for dansk cykelsport, synes jeg. Løbene er en god chance, for at udlandsproffer kan komme hjem og køre lidt. Og så er det i øvrigt et godt udstillingsvindue for unge talenter,« siger han.

Når det så er sagt, så mener Niklas Eg, at det er coronapandemien, der skal være i fokus, selv om sikkerhedshensyn fører til aflysning af mange cykelløb i år.

»Set med cykelbriller er det selvfølgelig ærgerligt, men jeg synes alligevel, at man skal huske at tage omstændighederne med i overvejelserne.«

/ritzau/