Timingen af Magnus Corts finaleangreb i VM-linjeløbet i Bergen skabte uenighed i den danske lejr.

Magnus Cort lavede en fejl!

Med støv i ansigtet alle de steder på nær dér, hvor cykelbrillerne havde skærmet, lod Søren Kragh Andersen følelserne få frit spil efter søndagens VM-linjeløb i Bergen, mens pulsen dårligt var begyndt at dale.

Søren Kragh Andersen, der blev nummer 12 i løbet og dermed den bedste dansker efter hattrickhelten Peter Sagan, oplevede Magnus Corts angreb som en panikplan. Ganske hurtigt mistede angrebet sin saft og kraft, og det var Søren Kragh Andersen ærgerlig over.

»Jeg tror, at Magnus stressede lidt for meget. Han skulle være blevet i gruppen, men vi laver alle sammen fejl. Det kunne have været  hvem som helst,« sagde Søren Kragh Andersen.

Magnus Cort, der ganske som Søren Kragh Andersen var støvet i ansigtet og ellers stod med rødlige øjne efter helt sikkert at have været helt oppe i det røde felt i finalen, erkendte, at han godt kunne have ventet og kørt mere defensivt ved at blive i gruppen.

»Det er nemt at være klog efter løbet. Det er svært, når du bliver fanget i et så ukrontolleret cykelløb. Selvfølgelig kunne jeg godt have siddet og ventet bagi, men det kommer også lidt an på, hvad man går efter. Jeg gik efter at vinde. Det fortryder jeg ikke,« sagde Magnus Cort.

Det blev en finale, der, ud over et katastrofalt tv-udfald hos den norske producer på de aføgrende meter, blev præget af Michael Valgren, Søren Kragh Andersen og Magnus Cort. De døde i den grad i løbet med cykelskoene på.

Først forsøgte Valgren at køre væk på sidste passage over Laksebakken, og siden arbejdede han benhårdt på at hente udbryderne Julian Alaphillippe og Gianni Moscon, så Magnus Cort forhåbentlig kunne køre spurten til slut. Også Søren Kragh Andersen viste sig frem flere gange inden Corts angreb.

Landstræner Anders Lund smilede, smilede og smilede, for han var glad for den måde, som Magnus Cort og de øvrige danskere kørte finalen på.

»Cort tog chancen, og det har jeg respekt for. Han prøvede på at blive verdensmester,« sagde Anders Lund og fortsatte:

»Det lykkedes ikke i dag (søndag, red.), men hele den måde, som vi kørte finalen på, viser, at vi kan. Hvis vi fortsætter på den måde, så får vi en verdensmester en dag.«

Søren Kragh Andersen var nu også i den positive lejr lige som resten af holdet, for det er en flot bedrift at have tre ryttere i top 30. Michael Valgren blev nummer 21, mens Magnus Cort sluttede som nummer 30, og helt generelt har VM bare været en kæmpesucces for Danmark.

Fem VM-medaljer er det blevet til med to af dem af guld- Først vandt Mikkel Bjerg U23-enkeltstarten, og siden tog Julius Johansen sig af sejren i juniorlinjeløbet. Til stor tilfredshed for Anders Lund.

»Det har været fantastisk. Det er så lovende på så mange måder. Gennem mange år har vi vist, at vi har et godt talentarbejde og en række unge mennesker, der banker på. Det vidner herreeliteløbet også om, at rytterne træder i karakter. De tør og kører kompromisløst,« sagde Anders Lund.

Næste års VM bliver kørt i Østrig, og forhåbentlig ender det med mere dansk metal til den tid.