Magnus Cort er godt tilfreds med dagens sjetteplads, og han er klar til at forsøge sig igen i morgen, hvor Orica-GreenEDGE vil køre for ham.

Den danske cykelrytter Magnus Cort deltager i denne uge i sit første WorldTour-løb som professionel, og allerede på 1. etape af Tirreno-Adriatico imponerede han. Efter et kaotisk opløb præget af styrt sprintede bornholmeren sig til en sjetteplads.

»Det gik meget fint. Det var en rimelig nem dag. Desværre var der styrt med ti kilometer tilbage, hvor der røg fire mand ned fra Orica. Og så måtte jeg klare mig selv derfra. Set i lyset af, at jeg var alene, var det rigtig godt at køre det hjem til en sjetteplads,« siger Magnus Cort til feltet.dk.

De seneste mange år har mange af de danske talenter haft svært ved at bryde igennem og omsætte deres resultater på kontinentalniveau til WorldTour-niveau. Landstræner Lars Bonde har som en deraf følge flere gange været ude at eftersøge danske talenter, som allerede fra første sæson i cykelsportens superliga kunne hive resultater hjem. Det må Magnus Cort siges at have levet op til.

»Det er meget skægt. Der er nok ikke så mange, der kan sige, at de har kørt i top-10 i deres første WorldTour-løb. Der er jeg muligvis den eneste mand i feltet.«

I morgen byder på endnu en mulighed for Magnus Cort, for etapen tegner til at blive en sprinteretape. Og han har holdets opbakning, bedyrer han.

»I morgen kommer en etape, der passer mig rigtig godt, hvor holdet vil prøve at køre for mig. Nu skal vi lige se, hvordan de fire mand, der var nede, har det. De har alle sammen slået sig. Men der skal jeg lige give det et forsøg, og ellers er der sidste etape, hvor jeg kan prøve at spurte igen. Der er ikke noget klassement for mig.«

feltet.dk