Cort helt eksklusivt: Sådan vandt jeg min Tour-etape

Magnus Cort vandt Danmarks første Tour-etape i ni år. Sprinteren fortæller her om sin vilde dag i Frankrig. Han ved godt, at det er fantastisk. Han vidste godt, at han ville vinde. Og han vidste også, at Michael Valgren var den eneste, der kunne stjæle sejren fra ham.

»Det endte med at se nemt ud, og sådan føltes det også.«

»Jeg kørte jo af sted 200 gange, inden vi kom rigtigt af sted. Nogle gange kan man mærke det mere end andre gange. Jeg kunne godt se, at de var ved at køre. Der var omkring 10 mand, som var lidt væk, før jeg kom med. Så sneg der sig 10 mere med, og Sky sad og forsøgte at blokere vejen et par gange. Men der var alligevel nogle, der fik lov at snige sig af sted.«

»Lars Michaelsen sagde lige med det samme, da vi var kommet af sted, at der sad fire mand, som vi helst skulle sætte af. Det var Peter Sagan, Greg van Avermaet, Sonny Colbrelli og Niklas Arndt. Daryl Impey ville også være god at sætte af, for han er altid dygtig efter et hårdt cykelløb. På første stigning syntes jeg, at det tit var hårdt. Jeg kiggede tilbage et par gange, og jeg syntes, at gruppen var for stor. For fanden, jeg følte, at jeg kørte alt, hvad jeg kunne, og folk blev ved med at være der. Men pludselig eksploderede dig, og både Valgren og jeg var så godt med, at vi kunne samle denne otte mands-gruppe henover nedkørslen. Det var perfekt.«

»Jeg er nok det bedste kort i en spurt. Så hvis vi skulle kom hjem flere sammen, skulle det helst være med mig i gruppen. Jeg havde snakket med Valgren og sagt, at hvis han kunne køre alene hjem, måtte han selvfølgelig gerne det. Det kan jeg ikke sige ham imod. Han var i princippet den største trussel til sejren. Det var, hvis han kørte alene væk, men det gjorde han heldigvis ikke, hehe.«

»Jeg havde rimelig godt styr på det fra det tidspunkt, vi tre kørte væk. Jeg førte aldrig rigtig i bund, fordi jeg vidste, at jeg også ville være den hurtigste mand, hvis de kom op bagfra. Så jeg havde som sådan ikke travlt. Jeg var altid klar, hvis de angreb. Izagirre prøvede en enkelt gang med to km igen, men han opgav hurtigt. Han kunne godt se, at han ikke kunne sætte mig af. Da vi kom ind på den sidste km, vidste jeg godt, at de ikke ville føre mere med mig, og vi havde fået nok tid til, at vi kunne køre rimelig roligt. Så jeg tog bare fronten og kørte stille og roligt hen til næsten 200 meter.«

»Det var en fantastisk forløsning at komme over målstregen. Specielt fordi jeg havde haft tid til at sidde og bygge op til det. Jeg sad de sidste km og tænkte bare på det uden rigtig at lave andet. Den sidste km, hvor jeg sad forrest, var jeg bare klar. Adrenalinen pumpede på maksimum.«

»Valgren vidste ikke, at jeg havde vundet, da han kørte over stregen. Han prøvede at få en melding, om jeg havde vundet eller ej, men jeg tror, at Lars Michaelen havde haft så travlt med at juble i bilen, at han ikke lige havde sagt over radioen, at jeg vandt. Han ville gerne have vidst det, så han selv kunne juble over stregen.«

»Det er så stort i sig selv, at jeg ikke behøver at få flere hundrede beskeder. Jeg ved jo godt, at det er fantastisk.«

»Men der var mange beskeder på min telefon. Flere hundrede. Der var fra alle mulige forskellige - også fra folk, jeg ikke kender. Det er fedt at se, hvor mange der følger med i sådan et løb og fejrer det. Alle mulige mennesker, som selv har sat deres egne fester op, fordi jeg har vundet en etapesejr.«

»Det kørte lidt rundt i hovedet, da jeg skulle falde i søvn. Det tog lidt ekstra tid. Jeg så finalen for mig igen og igen inde i hovedet. Mange har også sendt mig videoer, hvor de filmer deres fjernsyn. Det er meget sjovt, og så kan jeg også høre de danske kommentatorer med Ritter, Rolf og Leth, der sidder og kommenterer mig den sidste km. Det er fedt at se. Det er fedt at høre stemmerne og begejstringen for mig. Jeg har jo også set de samme kommentatorer i en masse cykelløb.«

»Det er dejligt at vinde før en hviledag. For så er der en dag mere til at fejre det. Jeg er jo stadig den seneste vinder af en Tour de France-etape. En dag mere end de fleste andre.«

»Jeg ved ikke helt, hvad det har af betydning for resten af karrieren. Det er en sejr, jeg kan tælle med for altid. Det er en sejr, som jeg altid kan rive op og sige, at jeg har vundet i Tour de France. Hvis man har vundet i Yorkshire, er det meget godt i år og til dels til næste år, men når det bliver mere end et år gammelt, er det mere sådan: 'Hvad kan du nu?'. Touren står der.«