Magnus Cort holdt sig til helt fremme og sad i udbrud det meste af dagen, da han vandt etapen i Paris-Nice.

Den danske Astana-rytter Magnus Cort blev onsdag noteret for sæsonens første sejr, da han kørte alene over målstregen på 4. etape af Paris-Nice.

Bornholmeren sad med i et udbrud det meste af dagen og stak af fra de sidste konkurrenter kort før mål.

- Det var ikke en egentlig plan at lave noget på denne etape, men jeg vidste, at den kunne passe godt til mig, så fra starten sad jeg i front for at følge angrebene, siger Cort i en pressemeddelelse fra Astana.

- Jeg følte mig godt tilpas i dag, og vi formåede at arbejde godt sammen i udbruddet.

Den 26-årige Cort endte med at vinde etapen med syv sekunder ned til Thomas De Gendt fra Lotto Soudal-holdet på andenpladsen.

- Der var nogle stærke ryttere i gruppen, så jeg var nødt til at være opmærksom på alle.

- Efter 200 kilometer i udbrud ved man aldrig, hvordan benene reagerer i en spurt, så jeg besluttede mig for at angribe inden for den sidste kilometer. Det var et godt træk, da jeg var i stand til at vinde, lyder det fra Cort.

- Jeg er meget glad for sejren, da det er min første i år. Holdet har fået en god start på sæsonen, og det er glad for at kunne bidrage til.

Paris-Nice slutter på søndag.

/ritzau/