At Magnus Cort skulle tage sejren på 5. etape i BinckBank Tour var ikke på tegnebrættet, da Astana lagde holdets taktik fredag morgen.

For egentlig var det italienske Riccardo Minali, som holdet så som rytteren, der havde god mulighed for at køre sejren hjem, skriver TV 2 Sport.

Sådan endte det dog som bekendt ikke, for danske Magnus Cort var med i udbruddet, og i sidste ende spurtede han fra Alexis Gougeard og Julius van den Berg, hvilket betød, at danskeren kunne kalde sig dagens vinder.

Magnus Cort på podiet da han vandt 15. etape af årets Tour de France.
Magnus Cort på podiet da han vandt 15. etape af årets Tour de France. Foto: STEPHANE MAHE
Vis mere

Og beslutningen fra bornholmeren var da også noget, der vakte opsigt hos Astanas sportsdirektør efter løbet. For ifølge planen var det ikke danskeren, der skulle køre over målstregen først, og derfor var sportsdirektørerne ikke helt tilfredse.

»Mine sportsdirektører kiggede lidt mærkeligt på mig, da de kom om til mig i starten. De spurgte 'hvad laver du her? Du skulle have kørt leadout for Minali, som vi forventer, der kommer.' Men nu er jeg her, og vi har vundet. Det er fantastisk. Jeg har ikke vundet mange gange fra et udbrud« fortæller Magnus Cort, der også vandt den 15. etape af årets Tour de France.

Dagens sejr var Magnus Corts fjerde af slagsen på World Touren. For udover fredagens sejr og den i Tour de France, har han to gange vundet en etape i Vueltaen.