Remco Evenepoel er ude af årets Giro d'Italia, da han er testet positiv for corona.

Det skriver han på Twitter.

Den belgiske superstjerne vandt ellers søndagens etape og tilbageerobrede den lyserøde førertrøje.

'Det er med tungt hjerte, at jeg må meddele, at jeg forlader Giro d'Italia på grund af corona, da en rutinetest desværre var positiv,' skriver Soudal-Quick Step-stjernen.

'Min oplevelse her har været virkelig speciel, og jeg så ellers frem til at konkurrere over de næste to uger. Jeg kan ikke takke holdet nok, som har ofret så meget i forberedelserne til Giroen.'

Evenepoel er blot den seneste i rækken af ryttere, der har forladt den italienske grandtour med corona.

Det samme har stjernerne Filippo Ganna og Rigoberto Urán samt Clément Russo, Giovanni Aleotti og Nicola Conci.

Ineos-stjernen Geraint Thomas overtager førertrøjen.