Claus Elming slår alarm over TV 2-dækning: 'Det var katastrofalt'
'Elendigt, pisse synd for alle' og 'som en stiv teenager.' Kritikken hagler ned efter tv-stationens dækning af DM i cykelløb.

'Elendigt, pisse synd for alle' og 'som en stiv teenager.' Kritikken hagler ned efter tv-stationens dækning af DM i cykelløb.

Claus Elming fik sig en overraskelse, da han satte sig til rette for at se cykelsport på TV 2.
En grim en.
For mens dagen blev uforglemmelig for Magnus Cort, der lod sig krone som dansk mester i linjeløb for første gang, var den et mareridt for cykelentusiaster foran tv'et.
»Nærmest fra det øjeblik, jeg kommer ind i tv-udsendelsen, der flyver kameraet rundt, og kort efter drejer det så rundt om et hjørne, så man ikke ser rytterne længere,« siger Elming, der vært på cykelpodcasten Veloropa Podcast.
Og rigtig mange har påpeget den 'elendige' produktion på de sociale medier. Flere skriver også, at de ikke kunne se rytternes ansigter eller rygnumre.
'Jeg har aldrig set så dårlig en produktion af tv-billeder fra et cykelløb, som det TV 2 Sport leverer til DM i cykling – det er som en stiv teenager på en studentervogn, der vælter rundt med sin telefon,' skriver en bruger eksempelvis.
Claus Elming selv reagerede også på X, som du kan se herover.
Det var selskabet Sports Productions, der stod for produktionen af løbet.
»Vi var tunet ind for at se et cykelløb. Så ville vi også gerne se cykelrytterne. Motorcykeldækningen, den var katastrofal og horribel,« forklarer Elming, der selv er tidligere vært på TV 2, til B.T.
Han mener, at tv-stationen er »vanvittigt dygtig til mange ting.«
Omvendt er der andre tilfælde, hvor man skal se indad og erkende sine fejl og mangler. Og her skylder tv-stationen et bedre produkt til sine seere, mener Claus Elming.
»Jeg synes, man må gå all in og sige, at det er så vigtigt et produkt både for cyklingen, DM-ugen og for den sags skyld også TV 2 i deres Tour de France-optakt …«

»Det er pissesynd for alle aktører – og synd for dem, der sidder i kommentatorboksen, for det er meget svært at kommentere på.«
Grunden til, at Claus Elming leverer den hårdtslående kritik, er, at han håber TV 2 vil være opgaven voksen fremover.
»Vi er så forvænt med cykelsporten i Danmark, og danskerne ser mere cykelløb, end de har gjort før.«
»Det er et vink med en vognstang til TV 2 om at tage det her alvorligt … Dronedækningen var spektakulær, og den var perfekt. Det ville vi gerne have haft mere af, for det var faktisk det eneste, der fungerede,« siger han.
»Som en mand, der har arbejdet for TV 2 – og som fan af TV 2 og alle de mennesker, der arbejder der – må jeg sige, at det bare ikke var godt nok. Nogen skal tage bladet fra munden, ellers bliver de ikke opmærksomme på det. Og det her er langt fra første år. Det var så grelt.«
B.T. har forelagt kritikken for TV 2, men de er ikke vendt tilbage.