»Det er nærmest lige så slemt som at sidde og ryge i en bil med børn på bagsædet. Det synes jeg ikke, er acceptabelt længere.«

Christopher Juul-Jensen har meget på hjerte på en ganske ualmindelig forårsdag i marts. Verden og Danmark er ramt af coronavirus.

»Jeg synes, at det er upassende, når folk forsøger at vise en stædighed ved at opføre sig, som om de ikke er bekymret og stadig vil forbeholde sig retten til at være ude og gå frit rundt,« siger Mitchelton-Scott-rytteren om folk, der trodser regeringen og myndighedernes anbefalinger – nærmest af princip.

»Grunden til, at man ikke skal gå ud, skal ikke være for at undgå smitten selv og blive syg,« fortsætter han.

Nej. Grunden til, at man skal lade være, er, at man skal tage hensyn til dem, der virkelig lider under de nuværende tilstande. Derfor har Christopher Juul-Jensen en trang til at råbe op.

Den 30-årige cykelrytter bruger nogle hårde vendinger, når han skal beskrive visse folks opførsel. »Respektløst«. »De bør tage sig sammen«. »Et spørgsmål om at tage ansvar«.

»Det er de næste to uger, at man virkelig skal lave en indsats for at forsøge at minimere belastningen på vores sundhedsvæsen og på de udsatte,« siger han om dem, der ender med at være mest presset af situationen rent akut.

For sundhedsvæsenet kan ikke følge med, hvis smittespredningen fortsætter med samme hastighed. Og så er det de ældre og de svage, der for alvor kan komme i livsfare på grund af coronavirus. Det fortæller myndighederne, som Christopher Juul-Jensen roser.

Ligesom han roser det stærke samfundssind, danskerne udviser. Men det kan blive endnu bedre.

»Lad nu være med at bidrage til en potentiel eskalering af presset. Nu står jeg og kigger ud over pladsen, hvor jeg bor. Der går folk rundt, det skal de have lov til, så længe der ikke er store forsamlinger. Men alligevel: Hvis der ikke er nogen stor nødvendighed for at gøre det, viser man lidt respekt ved at holde sig så meget indenfor som muligt,« mener han og fortsætter:

»Man kan jo ikke lade være med at tænke over retorikken om, at det er en bestemt gruppe mennesker, som er i fare. Der går et lettelsens suk gennem dem, der ikke er. Det er en skræmmende tanke og derfor, at det er så nødvendigt at minde folk om, at man kan sætte andres liv i fare, hvis man opfører sig som normalt. Alles liv har en værdi, også selv om man er 89. Det er vigtigt at huske på.«

Christopher Juul-Jensen lever af landevejene. Af at træde i pedalerne, æde kilometerne, mærke den friske luft om ørerne og landskaberne, der suser forbi.

Christopher Juul-Jensen træner i lejligheden i København.
Christopher Juul-Jensen træner i lejligheden i København. Foto: Privatfoto
Vis mere

Men det må han give afkald på under krisen, hvor han cykeltræner i sin stue hjemme i lejligheden i det indre København.

Til gengæld sætter han for alvor pris på dem, der »holder samfundet kørende«: Pædagoger og sundhedsvæsenet.

Indtil verden genfinder sin normale tilstand, kører Christopher Juul-Jensen ingen løb. Alt er suspenderet.

Faktisk har hans hold Mitchelton-Scott hovedkontor tæt på Milano. Derfor ville det være fuldstændig umuligt for holdet at køre cykelløb, hvis de havde været skemalagt, fordi det ikke kan lade sig gøre at køre udstyret ud af Italien under de nuværende omstændigheder.

Det franske etapeløb Paris-Nice trodsede det gængse og fortsatte med at blive afviklet, selv om stort set alle andre cykelløb valgte at lukke ned. Det massive pres gjorde, at løbet kun kørte syv etaper ud af otte, selv om mange egentlig regnede med, at man ville stoppe løbet før.

»Det pissede mig af at se Paris-Nice fortsætte, jeg fik følelsen af, at sporten ikke kunne stå helt så meget sammen som i andre tilfælde. Det er sket siden, synes jeg, men det frustrerede mig,« erkender Christopher Juul-Jensen.

Indtil han får et rygnummer på igen, vil han fortsætte med at træde i pedalerne i stuen tæt ved Nørreport. Og mane til besindighed.

Christopher Juul-Jensen deltog i B.T.s Facebook-live tirsdag. Det kan du gense her.