Der er lys for enden af tunnelen.

En lille måned før Tour de France var forhåndsfavoritten Chris Froome ude for et voldsomt styrt i forbindelse med Criterium du Dauphiné.

Uheldet, hvor briten kom alvorligt til skade, kostede Froome deltagelsen i Tour de France. Men nu er han på vej tilbage. Det skriver han på Twitter.

Men det har absolut ikke været nemt for den firedobbelte Tour de France-vinder, der har været igennem et par uhyggelige og ubehagelige oplevelser.

»Jeg følte mig desperat dagen efter operationen. Jeg kunne knap nok trække vejret på grund af mine brækkede ribben. Jeg spyttede også blod op. Det var skræmmende,« siger Chris Froome i en video som hans hold, Team Ineos, har lagt op.

Nu er den britiske rytter tilbage på landevejen for at træne i Monaco, hvor han bor. Faktisk bor han få hundrede meter fra Jakob Fuglsang, som også bor i fyrstedømmet.

Men det var hårdt for ham, da han indså, at hans styrt ville koste ham deltagelsen i Tour de France.

»Jeg forstod meget hurtigt, da jeg så min tilstand og mine skader, at Tour de France ville blive afviklet uden mig,« siger Chris Froome, der i øvrigt har et hukommelsestab på fem minutter, også i videoen.

Chris Froome blev hentet i helikopter efter sit styrt i juni-måned.
Chris Froome blev hentet i helikopter efter sit styrt i juni-måned. Foto: ANNE-CHRISTINE POUJOULAT
Vis mere

På trods af styrtet har den 34-årige Chris Froome store ambitioner om fremtiden.

Han vil køre Tour de France i 2020, og står det til ham selv, skal hans form være mindst ligeså god, som den var i år, inden han styrtede.

For nyligt blev det annonceret, hvornår den britiske stjerne gør comeback på cyklen.

Det sker den 27. oktober, når der skal køres Critérium de Saitama.