I en af de dopingprøver, som Chris Froome fik taget under Vuelta a Espana tidligere på året, har det været et for højt indhold af stoffet salbutamol.

Det skriver engelske The Guardian og franske Le Monde, der sammen har undersøgt sagen efter at 'flere kilder' havde tippet medierne om fundet i dopingprøven.

Den engelske cykelrytter og hans hold, Team Sky, har også onsdag morgen bekræftet sagens eksistens.

Salbutamol er et stof, der findes i astma-medicin, som den engelske cykelrytter har tilladelse til at bruge – MEN: I den urinprøve, som Chris Froome gav 7. september efter fjerdesidste etape af Vueltaen, var der dobbelt så meget af stoffet, som det er tilladt.

Grænsen ligger på 1.000 nanograms pr. milliliter.

Også det internationale cykelforbund (UCI) har onsdag morgen bekræftet sagen. Forbundet skriver, at den såkaldte B-prøve også viser samme resultat, og at sagen nu fortsætter efter 'normale procedurer i forhold til UCIs anti-doping-regler.

Chris Froome skulle 20. september være blevet underrettet om prøvens resultat. UCI meddeler, at man ikke har yderligere bemærkninger om sagen på nuværende tidspunkt.

Ifølge The Guardian og Le Monde har Chris Froomes og Team Skys advokater siden arbejdet på højtryk for at udfordre resultatet af den positive, og det skulle være derfor, at sagen først er kommet frem i offentligheden nu - knap tre måneder senere.

Sådan så det ud, da Chris Froome kunne lade sige hylde som vinder af både Tour de France og Vuelta a Espana.
Sådan så det ud, da Chris Froome kunne lade sige hylde som vinder af både Tour de France og Vuelta a Espana. Foto: JOSE JORDAN
Vis mere

Den 32-årige engelske cykelrytter endte med at vinde Vuelta a Espana og skrev dermed en stort stykke cykelhistorie, da han kort forinden også havde vundet Tour de France.

Det har kun to cykelryttere tidligere formået at gøre.

Nu kan Chris Froome så i stedet risikere at sejren bliver taget fra ham, hvis han bliver dømt skyldig.

I så fald kan han også se frem til en længere karantæne, hvilket vil smadre hans store mål for 2018: At vinde først Giro d'Italia og siden Tour de France.

UCI meddeler, at Froome iindtil videre ikke er suspenderet på grund af indtagelsen af for meget salbutamol.