I september 2021 sad Michelle Moestrup Sørensen i en politibil. På vej hjem til sine børn for at give den værst tænkelige besked.

Hendes mand, den tidligere danske cykelstjerne Chris Anker Sørensen, var afgået ved døden efter en trafikulykke i Belgien.

Og i podcasten 'Anden til Venstre' med Stephanie Fisker som vært sætter Michelle Moestrup Sørensen nu ord på de tanker, hun gjorde sig i forbindelse med, at resten af de pårørende skulle have besked.

For hun vidste, at det var hende, der skulle fortælle børnene det, selvom hun slet ikke blev klædt på til at skulle sige det.

»Ret hurtigt, da jeg sidder i den bil, sidder jeg og tænker over, hvordan jeg skal sige det. Jeg spørger også politimanden: 'Hvad med Chris' forældre, hvordan skal de have det at vide'. Han spørger, om jeg selv vil sige det til dem. Så siger jeg, at det kan jeg ikke. Det kan jeg simpelthen ikke. Som de fleste nok ved, har Chris' mor mistet et barn tidligere også i en ulykke på cykel, og jeg kunne ikke være den, der skulle overbringe hende den besked på det tidspunkt. De tog ret hurtigt kontakt til Østjyllands Politi, som hurtigt sendte en patrulje ud til Chris' forældre,« siger Michelle Moestrup Sørensen.

Chris Anker Sørensen havde den fire år ældre storebror Flemming, der på tragisk vis omkom i en cykelulykke i 1981.

Han blev 13 år gammel, og ulykken beskrev Chris Anker Sørensen selv i sin bog 'Brødre på landevejen' fra 2018.

Da politiet havde lovet at sende en patrulje hjem til forældrene, sad Michelle Moestrup Sørensen og tænkte, hvordan hun skulle fortælle det til sine døtre.

Chris Anker Sørensen mistede livet i en ulykke i september 2021.
Chris Anker Sørensen mistede livet i en ulykke i september 2021. Foto: Nils Meilvang Nils Meilvang
Vis mere

»Jeg står 37 år gammel og skal fortælle de to børn, Chris og jeg har sat i verden sammen, at deres far er død, og jeg tror ikke, der er nogen rigtig måde at sige det på. Jeg var sikker på, det vigtigste var, at det kom fra mig,« fortæller hun meget berørt.

Det var sent om aftenen 18. september 2021, at TV 2 selv meldte ud, at Chris Anker Sørensen var omkommet i Belgien.

Hurtigt spredte den tragiske nyhed sig til medier i både ind- og udland, ligesom den også ramte tv-skærmene herhjemme, hvilket Michelle Moestrup Sørensen sad og så.

»Jeg kan huske, da jeg fik den første besked på telefonen, havde jeg ikke fået bekræftet, at Chris' forældre vidste det. Politifolkene var gået ud i bilen, for der var 'ro på' i huset,« siger hun og fortsætter:

»Jeg fløj ud i bilen til dem og sagde: 'Det er ude i Nyhederne, ved Chris' forældre det?'. De kunne ikke fortælle mig, at Chris' forældre vidste det. Han sagde: 'Jeg ved det ikke, men jeg finder ud af det'. Så gik jeg ind igen, og så kom han ind og sagde, de havde fået det at vide, de vidste det heldigvis godt, inden det kom ud i Nyhederne.«

Michelle Moestrup Sørensen fortæller desuden, at det har været meget vigtigt for hende at have børnene med i processen, og at hun lytter meget til dem også.

Blandt andet har det været vigtigt for hende, at de to døtre ikke er blevet bange for at cykle, fordi der var tale om en ulykke, ligesom hun også lyttede, da de var klar til at komme i skole igen et par dage efter det frygtelige tab.

Du kan høre hele podcasten her.