Chris Anker Sørensen vil koncentrere sig om at kommentere cykelløb og skal derfor ikke være medejer af Riwal.

Chris Anker Sørensen stoppede karrieren som cykelrytter efter den netop afsluttede sæson og havde meddelt, at han skulle være medejer af cykelholdet Riwal.

Men det skal han ikke alligevel, fortæller han i TV2 Sports cykelpodcast.

»Jeg træder ud af projektet på Riwal, for jeg har ikke både tid til det og være på TV2, og der har jeg så valgt at prioritere TV2, fordi det kan jeg virkelig mærke, at jeg brænder for,« siger han.

I stedet skal den tidligere Saxobank-rytter koncentrere sig om at kommentere cykelløb for tv-stationen.

Cykelholdet, der fra næste sæson kommer til at køre under navnet Riwal Readynez Cycling Team, bliver professionelt og rykker op som prokontinentalhold.

Holdet har derfor samlet en trup på 16 cykelryttere.

For nylig meddelte holdet, at det havde skrevet kontrakt med rytteren Nicolai Brøchner, der senest har kørt for det amerikanske hold Holowesko.

Ud over Brøchner har holdet hentet talentfulde Andreas Stokbro, de to nordmænd Sindre Lunke og Krister Hagen samt den svenske mester Lukas Eriksson og hans landsmand Kim Magnusson, der blev svensk mester i 2017.

Riwal Readynez drømmer om at blive en del af en eventuel Tour de France-start i Danmark i 2021.

/ritzau/