Chok: Ude af Tour de France
Undersøgelser har vist, at Torstein Træen fik hjernerystelse og brud på ribbenene ved styrtet i den gule trøje.

Undersøgelser har vist, at Torstein Træen fik hjernerystelse og brud på ribbenene ved styrtet i den gule trøje.

Norske Torstein Træen (Uno-X), der torsdag styrtede og mistede den gule trøje i Tour de France, stiller ikke til start på fredagens 7. etape.
Det skriver det norske hold på sin hjemmeside.
Træen styrtede iført den gule førertrøje voldsomt på nedkørslen fra Col du Tourmalet på torsdagens 6. etape.
Nordmanden blev i vejkanten undersøgt for hjernerystelse, men det blev ikke konstateret. Derfor fortsatte han.
Yderligere undersøgelser torsdag aften viser dog noget andet. Træen har pådraget sig en hjernerystelse og flere brud på ribbenene, skriver det norske hold.
Torstein Træen var en del af udbruddet, der holdt hjem på 4. etape. Mens danske Mads Pedersen (Lidl-Trek) vandt etapen, snuppede nordmanden den gule trøje.
Den fastholdt han uden problemer på den flade 5. etape, men på torsdagens etape i Pyrenæerne gik det galt.
Træen blev tidligt sat på Col du Tourmalet, og allerede inden styrtet på nedkørslen så det ud til, at han ville miste førertrøjen.
- Torstein har givet holdet et historisk øjeblik, og det, som han og holdet har opnået i de seneste dage, vil vi altid være stolte over. Men efter yderligere undersøgelser var det klart, at han ikke kunne fortsætte, siger Uno-X-holdchef Thor Hushovd.
Det var første gang, at det norske cykelhold havde den gule trøje.
RITZAU