Tom Dumoulin stopper karrieren med øjeblikkelig virkning og dropper Danmark Rundt dagen før løbsstart.

Den hollandske stjerne ville have stoppet karrieren efter sæsonen, men gør det i stedet med det samme, oplyser Jumbo-Visma-holdet på deres hjemmeside.

Tom Dumoulin skulle have været en af flere cykelstjerner, der stillede til start tirsdag i PostNord Danmark Rundt.

Blandt de stjerner er de tidligere Tour de France-vindere Egan Bernal og Geraint Thomas. Førstnævnte får endda comeback, efter Bernal kom slemt til skade i et solostyrt i januar og ikke har deltaget i et cykelløb siden.

Foto: URS FLUEELER
Vis mere

Men det bliver altså uden den hollandske stjernerytter Tom Dumoulin, der indtil nu har været holdkammerat med Jonas Vingegaard.

Der kommer dansk stjernestøv ved Danmark Rundt, da ryttere som Søren Kragh Andersen, Magnus Cort og Michael Mørkøv stiller til start.

Dumoulin havde gået efter, at VM i slutningen af september skulle være hans sidste løb, men hollænderen har måtte indse, at han ikke længere kan præstere, som han vil.

»Tanken er tom, benene føles tunge, og træningspassene går ikke, som jeg havde håbet, og jeg ville gerne gøre det godt og have en god følelse ved VM.«

»Selvom mit farvel ikke gik, som jeg havde håbet, kigger jeg tilbage på min karriere med enorm stolthed,« udtaler Dumoulin på Jumbo-Vismas hjemmeside.

Tom Dumoulin har haft en glorværdig karriere, der blandt andet har budt på en samlet sejr i Giro d'Italia i 2017.

Han har også ni etapesejre i Grand Tours – fire sejre i Giro d'Italia, tre sejre i Tour de France og to sejre i Vuelta a Espana.

I 2017 blev han verdensmester i enkeltstart og slutter med 22 sejre i alt på cv'et.