Et chokerende holdskifte kan meget vel være på vej i cykelverdenen.

For på Jonas Vingegaards Jumbo-Visma-hold meldes danskerens 'konkollega' og holdets anden superstjerne Primoz Roglic i forhandlinger om et holdskifte forud for den kommende sæson, der vil gøre de to profiler til direkte rivaler.

Det er det velinformerede cykelmedie WielerFlits, der torsdag beretter, at Jumbo-Visma skulle have givet stjernen grønt lys til at skifte, hvis et hold vil betale en transfersum for ham, da han har kontrakt til 2025.

Og det lader til, at det store britiske hold INEOS skulle være parat til at gøre netop dét - mens andre hold som Bahrain Victorious, Lidl-Trek, Jayco-AlUla og Movistar også meldes seriøst interesserede.

Foto: Miguel Riopa/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Ifølge mediet arbejder særligt INEOS lige nu intenst på at sikre Roglic' underskrift, så man for alvor har en rytter, der kan kæmpe mod Jonas Vingegaard og Tadej Pogacar om den gule trøje i næste års Tour de France.

Og lige præcis det skulle Roglic være opsat på at få som mål for næste år, efter han i de seneste år har skullet dele - og overgive - kaptajn-rollen til Jonas Vingegaard og for nylig måtte køre for Sepp Kuss i Vuelta A Espana.

De opsigtsvækkende spekulationer skulle allerede få en afklaring denne søndag, da Roglic angiveligt skulle træffe sin beslutning inden 1. oktober.

Jumbo-Visma har ellers længe insisteret på, at Roglic skulle blive hos hollænderne, men nu lader det altså til, at der er nye boller på suppen.

Foto: Oscar Del Pozo/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Og det skyldes formentlig, mener mediet, at planerne for Jumbo-Vismas fremtid har ændret sig over de seneste uger.

For nylig kom det nemlig frem i WielerFlits, at Vingegaards hold skulle være på vej til en opsigtsvækkende fusion med det belgiske storhold Soudal Quick-Step.

Den fusion skulle ske i løbet af 2024, efter forhandlinger startede denne sommer - og torsdag melder Het Laatste Nieuws, at et nyt møde mellem den internationale cykelunion og Jumbo-Visma-bossen Richard Plugge har fundet sted.

Soudal Quick-Steps holdchef Patrick Lefevere havde inden da afkræftet, at en aftale er på plads. Det gjorde han angiveligt i et internt brev, som mediet Global Cycling Network fortalte om mandag.

Overfor B.T. kommenterede Brian Holm rygterne om den fusion, der vil være lidt af en bombe under cykelverdenen, da det er to af de mest succesrige cykelhold verden har set over de seneste ti år.

»Sådan noget gør man kun af nød,« lød det blandt andet fra Holm - du kan læse hele hans reaktion lige HER.

Andre prominente navne i cykelverdenen har også kommenteret den mulige fusion.

Geraint Thomas har undret sig over sammenlægningen, fordi Quick-Step Soudals største stjerne Remco Evenepoel 'skulle hade' Jumbo-Visma-drengene - og omvendt.

»Du skulle vide, hvad Roglic siger om Remco,« lyder det fra Thomas i en podcast, du kan læse mere om HER.

Det kan dog være, at Roglic og Remco Evenepoel slipper for at skulle tænke på fredsmægling, hvis rygterne om Roglic' fremtid holder stik.