Det har virket som en gåde, hvordan det egentlig kunne gå så galt.
Men i premieren på det danske landshold lignede Jonas Vingegaard alt andet end en dobbelt Tour de France-vinder, da han viste skræmmende lavt niveau til EM og blev sat skakmat med mere end 100 kilometer til mål.
Forventningerne var ellers tårnhøje til danskeren, der blev regnet som en af dagens favoritter.
Men hvad var det egentlig, der var skyld i den skuffende præstation, som kastede meget kritik af sig, blot få uger efter Vingegaards Vuelta-sejr?
»Vi har talt kort om det, men ikke så længe,« siger Mathieu Heijboer, der er præstationsdirektør for Visma-Lease a Bike.
Han kendte nemlig godt til Jonas Vingegaards hemmelige problem op til EM.

»Vi fulgte op på træningen efter Vueltaen. Han var meget motiveret for at være en del af landsholdet og køre EM for Danmark, men på den anden side led han meget under træthed.«
Selv har Jonas Vingegaard forklaret, at han var ude af stand til at træne, som han gerne ville, op til endagsløbet, der blev afviklet den 5. oktober.
Og skal man tro på Mathieu Heijboer, var det ikke særlig overraskende, at stjernen ikke ramte sit ellers vanlige og tårnhøje niveau.
»Vi vidste, at det nok ville blive et sats. Enten ville det blive en sidste formtop, eller også ville det ikke være så godt. Som Vuelta-vinder og med det ry, han har, er meget af spotlightet på ham,« forklarer han og siger, at andre ryttere, der toppræsterede i Vueltaen, også kæmpede med det til EM.

»Det er virkelig svært i den del af sæsonen at være meget kompetitiv i Vueltaen og gøre det samme igen i et endagsløb. Det var for stor en udfordring at holde den form til EM, både med Touren og Vueltaen i benene.«
Hvad tænkte du, da du så løbet?
»I bagklogskabens lys tænkte jeg, at han nok ikke skulle have kørt. Jeg var ikke overrasket. Jeg regnede ikke med, at det ville gå sådan dér, men jeg vidste, at det kunne gå to veje.«
I samme ombæring sender Mathieu Heijboer et meget klart budskab til danskerne.
»Den vigtigste ting for danskerne tænker jeg, er, at Jonas var meget motiveret for at være der. Ud over præstationen fik han virkelig en god fornemmelse med fra EM, for han synes virkelig, det var fedt at være en del af det danske landshold,« lyder det fra Heijboer.
»Jeg tror også, at de danske ryttere var meget glade for, at han var der. Præstationen var ikke den bedste, men på mange andre aspekter, tror jeg, Danmark var meget glade for, at han var der.«
Jonas Vingegaard har selv luftet muligheden for at køre VM for Danmark i 2026.
Det finder sted i Canada sidst i september.
