»Det skal være hurtigt, for jeg fryser.«
Stilen var hurtigt lagt, da Cecilie Uttrup Ludwig kom forbi mixed zone efter kvindernes VM i Australien.
En femteplads, der kunne være blevet til langt mere og var en stor skuffelse, havde sat sig i ansigtet på danskeren, der altid plejer at storsmile.
»Vi arbejdede ikke super godt sammen i den gruppe til sidst. Og så kører Annemiek, og der er ikke nogen, der reagerer. Ej, men altså, det hele skete så hurtigt.«
Den 27-årige dansker var en af løbets hovedpersoner: Stort set altid i front og dér, hvor det var allersjovest. Hele to gange sad hun i en gruppe, der havde slået hul til de øvrige konkurrenter.
Og netop den ene af de grupper blev hentet kort før mål, hvor den hollandske veteran Annemiek van Vleuten kanonerede forbi og snuppede guldet – efter at have kørt de 164 kilometer med en brækket albue.
»Jeg kom efter VM-trøjen. Det er bare ærgerligt,« lød der fra Cecilie Uttrup Ludwig, som frøs så meget, at hun nærmest stod og rystede.
»Jeg er selvfølgelig glad for, at jeg er med til at præge løbet og er glad at være med fremme og benene var gode, men jeg fik jo ikke det ud af det, jeg gerne ville.«
Udefra lignede det en fæl taktisk fejl af frontgruppen, der kunne have dystet om medaljerne at lade Annemiek van Vleuten køre forbi med under en kilometer til mål.
»Ja, jeg synes ikke, at det var godt nok,« lød fra det danskeren.
Hvor ærgerlig er man, over at hun stryger forbi?
»Det er først nu, at man sidder og tænker. Jeg ved ikke, hvad der skete. Altså.«
Cecilie Uttrup Ludwig virkede en smule målløs over det, hun netop havde været vidne til.
Forvirret og usikker på, hvad hun skulle tænke og føle.
Til spørgsmålet om, hvad hun gerne ville have gjort anderledes, svarede hun.
»Ja det ved jeg ikke. At have vundet.«
Og så var den danske stjerne videre.
Du kan læse B.T.s dom fra løbet her.
