Danskeren var med langt fremme i afgørelsen af Liège-Bastogne-Liège, der blev vundet af Demi Vollering.

Den danske cykelrytter Cecilie Uttrup (FDJ) sluttede som nummer otte, da kvindernes udgave af Liège-Bastogne-Liège søndag blev afgjort.

Løbet blev vundet af hollænderen Demi Vollering, der blev hjulpet i spurten af holdkammeraten på SD Worx-holdet, verdensmesteren Anna van der Breggen.

Annemiek van Vleuten og Elisa Longo Borghini blev henholdsvis toer og treer.

25-årige Cecilie Uttrup var eneste danske kvinde med i løbet, og hun var i den grad en god repræsentant for Danmark på ruten.

Uttrup var i udbrud undervejs og kørte også med frontgruppen med nogle af verdens bedste cykelkvinder mod slutningen.

Men til sidst måtte danskeren slippe favoritgruppen med ti kilometer til mål, og Uttrup kom over stregen 1 minut og 27 sekunder efter vinderen.

Løbet blev før start ramt af flere afbud på grund af coronasmitte blandt flere af holdene.

Blandt andet kunne nummer to fra 2019-udgaven af løbet Floortje Mackaij ikke sætte sig op på cyklen søndag, da en person fra hendes holds, Team DSM, stab er testet positiv med coronavirus.

Senere søndag bliver mændenes udgave af Liège-Bastogne-Liège afgjort.

/ritzau/